
Flere kommuner tager sagen i egen hånd og afsætter penge til bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver. (Arkivfoto) - Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Minimumsnormeringer: Kommuner tager sagen i egen hånd
Mens Christiansborg-politikere diskuterer minimumsnormeringer i finanslovsforhandlingerne, finder kommuner selv penge til flere pædagoger.
Udgivet: 15/11/2019
Minimumsnormeringer i daginstitutioner var ét af valgkampens helt store emner i foråret.
Og mens politikerne på Christiansborg snakker normeringer i finanslovsforhandlingerne, så tager flere kommuner sagen i egen hånd og afsætter penge til bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver.
Målet med minimumsnormeringen er at sikre, at der højst er tre børn pr. voksen i vuggestuerne og seks børn pr. voksen i børnehaverne.
Det mål vil man gerne nå i de sjællandske kommuner Frederikssund, Helsingør, Frederiksberg, Albertslund og Herlev, hvor byrådene selv har fundet penge til at sikre minimumsnormeringer senest i 2023, skriver DR P4 København.
35 ekstra pædagoger i Herlev
Herlev og Frederikssund kommuner skriver i deres budgetaftaler, at de allerede fra næste år kan sikre minimumsnormeringer.
I Herlev betyder det eksempelvis, at der skal ansættes 35 ekstra pædagoger til kommunale institutioner efter nytår.
- Efter store administrative besparelser er det nu muligt for os at løfte niveauet til det, der svarer til minimumsnormeringerne, siger Herlevs socialdemokratiske borgmester, Thomas Gyldal Petersen til DR P4 København.
Det vækker stor glæde i kommunens institutioner. Blandt andet i Æblehuset, hvor leder Lars Danielsen allerede har sat et jobopslag i den lokale avis. Og selvom det kun medfører én ekstra pædagog, ser han frem til ekstra hænder.
- Det betyder, at vi får mere nærværende voksne, der kan støtte og guide børnene i de læreprocesser, der udfordrer dem i hverdagen, siger han, til DR P4 København.
Hvis stillingen besættes, kommer den nye pædagog til at være på institutionens overgangsstue mellem vuggestuen og børnehaven.
Tilfredshed hos Bupl
Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes fagforening, BUPL, er meget tilfreds med kommunernes ambitioner, men hun ser det ikke som en løsning, der kan stå alene.
- Det betyder ikke, at alt er godt. Her er blot tale om et minimum - altså et bundniveau, siger hun til DR P4 København.
Elisa Rimpler understreger, at kommunerne har et større ansvar:
- Kommunerne skal også tage et medansvar for, at kvaliteten bliver bedre fremadrettet. Der er mangel på pædagoger - specielt i hovedstaden, og derfor er der brug for, at der bliver sikret en højere kvalitet i pædagoguddannelsen.
- Der er mange parametre, der spiller ind her, og derfor er det vigtigt, at vi får en national handleplan, siger Elisa Rimpler.
Professor: Flere pædagoger betyder ikke alt
Charlotte Ringsmose, der er professor i kultur og læring ved Aalborg Universitet, mener heller ikke, at flere pædagoger på stuerne automatisk kan sikre bedre forhold for børnene.
For at minimumsnormeringerne kan slå til, skal de ekstra pædagoger, der ansættes, også medbringe kvalificeret pædagogisk faglighed, forklarer hun.
- Flere hænder er et billede for flere pædagoger på stuerne. Men det er vigtigt, at man forstår, at det ikke kun handler om flere hænder til alt det praktiske i hverdagen, siger hun til DR P4 København.
Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen understreger, at han godt er klar over, at flere hænder ikke løser alle problemer.
- Vi vil gerne have fart i diskussionerne omkring fagligheden og kvaliteten i daginstitutionerne i vores kommune.
Minimumsnormeringerne i Herlev kommer til at koste forældrene maksimalt 100 kroner ekstra per barn i vuggestuerne og 79 kroner ekstra per barn i børnehaverne hver måned.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24
Emner: Daginstitution








































