En ny undersøgelse fra EVA viser, at 56 procent af landets kommuner indskriver nyankomne elever direkte i skolernes almenklasser. (Arkivfoto)

En ny undersøgelse fra EVA viser, at 56 procent af landets kommuner indskriver nyankomne elever direkte i skolernes almenklasser. (Arkivfoto) - Foto: Tommy Kofoed/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Over halvdelen af kommunerne indskriver tosprogede elever i almenklasser

Der er både fordele og ulemper ved at tilknytte nyankomne elever i almindelig skoleklasse, viser ny undersøgelse af Danmarks Evalueringsinstitut.

Udgivet: 14/11/2019

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Hvor det mest udbredte modtagelsestilbud i kommunerne længe har været at give nyankomne elever en plads i såkaldte modtagelsesklasser, vælger flere og flere kommuner at lade eleverne tilhøre almindelige klasser fra dag ét på skolen. Et modtagelsestilbud, hvor eleverne altså indskrives direkte i almenklasser.

Nyankomne elever er tosprogede børn og unge med krav på basisundervisning, fordi de ikke har de nødvendige sproglige forudsætninger for at indgå i almenundervisningen. Ved direkte indskrivning, modtager eleverne altså basisundervisning uden for almenklassen, men resten af tiden inkluderes de i almenundervisningen.

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at 56 procent af landets kommuner indskriver nyankomne elever direkte i skolernes almenklasser.

Resultatet bygger på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 96 ud af 98 kommuner har svaret, og man kan således konkludere, at direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklasser har vundet indpas i de danske kommuner.

"Mange kommuner kombinerer modtagelsestilbud, så det er ikke nødvendigvis alle kommunens nyankomne elever, der indskrives direkte i en almenklasse, når de starter på en folkeskole. Fx viser vores undersøgelse, at det oftest er de yngste elever, der indskrives direkte i almenklasser," forklarer Line Ørting-Vester, der er konsulent hos EVA og står bag undersøgelsen.

God social integration

Foruden udbredelsen af direkte indskrivning blandt landets kommuner har EVA undersøgt, hvilke erfaringer seks udvalgte kommuner indtil videre har gjort sig med at lade de nyankomne elever have deres primære tilhørsforhold til en almenklasse fra første skoledag.

Interviews med forvaltningsrepræsentanter, skoleledere og lærere viser, at det generelt er opfattelsen, at eleverne har gavn af direkte indskrivning i almenklasser. Det gælder især i forhold til elevernes sociale integration, hvor lærerne oplever, at det er positivt, at eleverne fra starten er en del af et alment og dansksprogligt fællesskab.

"De oplever, at eleverne drager fordel af hurtigt at kunne danne relationer og venskaber med eleverne i almenklasserne. Samtidig er de en del af en gruppe, hvor der hele tiden tales dansk, og det gør ifølge skoleledere og lærere, at de nyankomne elever naturligt og konstant stifter bekendtskab med det danske sprog," siger Line Ørting-Vester.

Behov for kompetenceudvikling af almenlærere

Der er også visse udfordringer forbundet med direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklasser.

Hos skoleledere og lærere i de seks udvalgte kommuner er det oplevelsen, at skolerne ganske enkelt ikke er i stand til at møde elevernes behov for sprogstøtte med de tilgængelige ressourcer på området. Samtidig er det en udfordring, at almenlærerne ikke har de nødvendige kompetencer til at integrere eleverne i almenundervisningen

"Det betyder, at eleverne risikerer at ende med at deltage i almenundervisningen uden at modtage den sprogstøtte, de har brug for, og det efterlader de nyankomne elever med dårligere deltagelsesmuligheder, og kan oplagt få betydning for deres udbytte af undervisningen. Derfor er der behov for at fokusere på, hvordan vi sikrer, at de almenlærere, som i stigende grad har ansvaret for at integrere nyankomne elever i almenundervisningen, har de rette kompetencer til at kunne løfte opgaven og tage hånd om elevernes faglige, sproglige og sociale udvikling," siger Line Ørting-Vester.

Endvidere har næsten hver tredje kommune svaret, at de oplever det som en udfordring, at der ikke er tilstrækkelig lovgivningsmæssig klarhed om reglerne for direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklasser.

Undersøgelsen peger på, at der bl.a. er behov for at understrege, at eleverne skal modtage basisundervisning uden for almenundervisningen.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Integration, Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]