- Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Hospital slipper for besparelser - men klare krav følger med

Aarhus Universitetshospital får nu lukket hullet i kassen, men med det følger krav til antallet af operationer og økonomien.

Udgivet: 10/10/2019

Del artiklen:

Besparelser har længe været samtaleemnet på Aarhus Universitetshospital. Men nu ser det ud til, at det pressede personale kan vejre morgenluft.

Region Midtjyllands budget faldt på plads tidligere på ugen, og det sikrer 214 mio. kr. til det hårdt prøvede supersygehus i Skejby. Det skriver TV2 Østjylland.

Samtidig har partierne en intention om, at de 60,7 mio. kr., der mangler for at komme i balance, vil blive tilført i 2021. Det betyder, at man fjerner samtlige planlagte besparelser fra 2020 og frem.

Med tilførslen af de mange millioner kroner følger en række klare krav fra regionsrådets side.

- Det er klart, at når man giver så stor en pose penge, så følger der også nogle krav med. Det er nogle helt rimelige krav, som siger, at man skal have driften til at fungere, så man ikke bliver ved med at levere budgetunderskud, siger Anders Kühnau (S), formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, til TV2 Østjylland.

1.000 operationer om ugen

Helt konkret betyder det, at der medio 2020 skal gennemføres mindst 1.000 operationer om ugen på Aarhus Universitetshospital.

Også regionsrådets næstformand forventer at se resultater.

- Med de her penge stiller vi krav til, at de skal nå et vist antal operationer. Jeg håber på, at humøret hos medarbejderne bliver lidt bedre, for det er afgørende for, at vi får behandlet nogle flere patienter for det, de fejler, siger Carsten Kissmeyer (V), 2. næstformand for Regionsrådet i Region Midtjylland.

Nogle af dem, som nu forhåbentlig kan se frem til en mindre presset hverdag, er hospitalets sygeplejersker.

Sygeplejersker er glade

Hos dem falder udsigten til afskaffede besparelser i god jord.

- Vi er rigtig glade. Vi har længe kæmpet for, at der bliver tilført flere midler til de opgaver, vi er blevet stillet af regionsrådet, siger Jacob Gøtzsche, fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer, AUH.

Ifølge fællestillidsrepræsentanten kommer pengene til at gøre en forskel.

- For vores sygeplejersker betyder det, at vi for en gangs skyld ikke skal til at tænke på flere besparelser, flere fyringsrunder og flere specialer, der skal nedlægges. Nu kan der blive rum til vores kerneopgave, nemlig at passe patienterne, siger Jacob Gøtzsche, til TV2 Østjylland.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]