Det er social- og idenrigsminister Astrid Krag, som ud fra nogle fastlagte kriterier fordeler de 586 millioner kroner i puljerne for særligt vanskeligt stillede kommuner.

Det er social- og idenrigsminister Astrid Krag, som ud fra nogle fastlagte kriterier fordeler de 586 millioner kroner i puljerne for særligt vanskeligt stillede kommuner. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

67 kommuner søger puljer for 'særligt vanskeligt stillede'

Mere end to ud af tre kommuner har søgt penge fra to puljer for 'særligt vanskeligt stillede kommuner', og det slider på ordet 'særligt', siger kommuneekspert.

Udgivet: 03/10/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

67 ud af landets 98 kommuner har søgt om penge fra to puljer til "særligt vanskeligt stillede kommuner" på i alt 586 millioner kroner.

Samlet har kommunerne anmodet om mere end tre milliarder kroner, og dermed vil mange nødvendigvis blive skuffede, når Social- og Indenrigsministeriet senest på mandag afgør, hvem der har fået penge.

Der er 62 kommuner, som har søgt puljen for alle landets kommuner, den såkaldte paragraf 16-pulje, mens 19 kommuner har søgt den særlige pulje for særligt vanskeligt stillede hovedstadskommuner, den såkaldte paragraf 19-pulje. 14 kommuner har søgt begge, så i alt er det 67 kommuner, som har søgt om ekstra hjælp.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for stor nød blandt alle ansøgerne, siger en af landets førende eksperter i kommunaløkonomi, Niels Jørgen Mau fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.

"Det slider selvfølgelig lidt på ordet 'særligt', når to tredjedele synes, de er vanskeligt stillede. Men det er en årelang erfaring, at når der er den slags puljer, så søger man dem. Også selvom kommunernes kassebeholdninger overordnet ser pæne ud for tiden," siger han til DR.

Der er i år fem flere ansøgere end sidste år til paragraf 16-puljen og 5 flere til paragraf 19-puljen.

Hovedstadskommuner får formentlig flere penge i år

Puljen til alle landets kommuner er på 350 millioner kroner i år og finansieres af staten. Hovedstadspuljen er på 336 millioner kroner, som betales ved, at de 34 hovedstadskommuner betaler 0,05 procent af deres udskrivningsgrundlag.

Sidste år valgte den daværende økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) ikke at dele alle pengene ud, og han sendte derfor 25,3 millioner tilbage til hovedstadskommunerne. Det affødte dengang kritik fra Socialdemokratiet, og derfor er det antagelsen, at den nye indenrigsminister Astrid Krag vil fordele alle pengene i hovedstadspuljen i år.

Samlet er der søgt om mere end to milliarder

Det er ikke alle kommuner, som søger om et bestemt beløb, og derfor er ikke muligt at gøre de samlede beløb præcist op. Men hvis man antager, at ansøgningerne uden beløbsangivelse søger det samme som de, der har angivet et beløb, så er de samlede ansøgte beløb et godt stykke over tre milliarder kroner - altså mindst seks gange så meget, som der er til rådighed.

Selvom puljerne fordeles efter ansøgning, og det suverænt er ministeriet, som afgør fordelingen, så sker det efter en række kriterier. Tre af dem gælder for begge puljer:

  • Demografiske udfordringer
  • Aktuelle økonomiske udfordringer
  • Vedvarende økonomiske udfordringer

Derudover er der et særligt kriterie for landspuljen:

  • Særlig lav udvikling i enhedsudgifterne på kernevelfærdsområder (dagpasnings-, folkeskole- og ældreområdet) samt anlæg.

Den tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammtizbøll-Bille (LA) lagde ved sin tildeling af penge fra puljerne meget vægt på, at kommunerne havde demonstreret en indsats for at løse deres økonomiske udfordringer gennem effektiviseringer og besparelser.

Den nye indenrigsminister Astrid Krag er også socialminister, og derfor er et af de ubekendte spørgsmål, om hun vil lægge større vægt på at afbøde store sociale nedskæringer i kommunerne, når hun fordeler pengene.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]