Den nye fødevareminister Mogens Jensen forklarer i en mail til Ekstra Bladet, at da en  ministers kalender aldrig er helt tom, vil der være møder,  han ikke deltager i.

Den nye fødevareminister Mogens Jensen forklarer i en mail til Ekstra Bladet, at da en ministers kalender aldrig er helt tom, vil der være møder, han ikke deltager i. - Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix)

Mogens Jensen dropper vigtigt EU-møde

Fødevareminister Mogens Jensen(S) droppede vigtigt møde i Bruxelles om landbrug og klima

Udgivet: 17/07/2019

Del artiklen:

Da EU’s landbrugs- og fødevareministre mandag mødtes til forhandlinger om det fremtidige landbrugsprogram i EU (CAP), mødte den nye danske minister på området, Mogens Jensen (S), ikke op.

I stedet var fødevareministeren taget på ferie i det italienske vin-mekka Barolo i Piemonte-regionen. Det skriver Ekstra Bladet onsdag.

Deltagerlisten for mødet i EU’s ministerråd for landbrug og fiskeri, viser, at Danmark i stedet stillede med ambassadør Per Fabricius Andersen.

Peter Nedergaard, professor i statskundskab og ekspert i EU’s landbrugspolitik, mener, at Mogens Jensen burde have deltaget i mødet.

– Jeg ville nok have deltaget, hvis det var mig, der var fødevareminister. Men der kan jo være grunde til ikke-deltagelsen fra dansk side, som jeg ikke kender, siger han.

Peter Nedergaard understreger, hvor vigtigt EU’s fremtidige landbrugsprogram bliver for Danmark.

– Danmark har et dilemma på det her område. På den ene side vil vi gerne tage de nødvendige klima- og miljøhensyn, men på den anden side er der også hensynet til eksporterhvervet. Vi producerer fødevarer til omkring 15 mio. mennesker, men da vi kun er seks mio. selv, skal vi eksportere resten, siger han.

Sevasti Chatzopoulou, lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, mener også, at Danmark skulle have haft en minister med.

– Det var et meget vigtigt møde, fordi man beslutter og forhandler, hvordan landbrugspolitikken skal være i fremtiden. En politik, som har stor indflydelse på blandt andet økonomi og klima. Medlemslandene skulle også konkret sætte rammen og udvælge de vigtigste områder at prioritere inden for landbrugspolitik de næste seks måneder.

– Og særligt ved disse forhandlinger er det vigtigt for en minister at være med. Det er tidspunktet, hvor man finder ud af, hvor de andre medlemslande står rent holdningsmæssigt, og den viden skal man bruge til at lægge en strategi for, hvem man skal alliere sig med for at fremme sit eget lands interesser bedst – både her og nu og ved fremtidige forhandlinger, siger hun.

Sevasti Chatzopoulou vil ikke forholde sig til årsagen til, at Mogens Jensen ikke mødte op.

– Jeg har ingen personlig holdning til eventuelle argumenter for at blive væk, men jeg synes, det er vigtigt for en ny minister at være med til sådan et møde. Både for at repræsentere danske interesser, men også for at blive klædt på til et politisk område, som er vigtigt og komplekst, siger hun.

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S) forklarer i en mail til Ekstra Bladet, hvorfor han ikke mødte op til mødet i EU i mandags:

-Det er altid vigtigt at opbygge et forhold til sine europæiske kollegaer, og jeg ser frem til at møde dem til det næste rådsmøde i september. En ferie skal nu engang placeres et eller andet sted i kalenderen, og da en ministers kalender aldrig er helt tom, vil der være møder, jeg ikke deltager i. Der skulle ikke træffes beslutninger på mødet mandag, og når jeg ikke er til stede, er Danmark repræsenteret på embedsmandsniveau.’

I Miljø- og Fødevareministeriet ved man ikke, hvornår Mogens Jensen er hjemme fra Italien, men han holder i udgangspunktet ferie juli ud.

Udover Danmark var det kun Ungarn, Holland, Rumænien og Slovakiet, der ikke stillede med en minister.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22

Emner: Politik

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]