Politisk flertal for tilsyn med daginstitutioner

Socialdemokratiet vil efter et valg som noget af det første stille større krav til kommunale tilsyn på daginstitutionsområdet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Tænk jer nu om, svare et par daginstitutionsledere

Udgivet: 29/05/2019

Del artiklen:

daginstitutionsledere

I København har tilsyn ført til, at 22 institutioner har fået anmærkninger.  Et flertal på Christiansborg vil nu have fælles regler for tilsyn af daginstitutioner i hele landet. Det skriver Politiken.

Meldingen kommer som en reaktion på de scener i TV2’s dokumentar “Bag facaden”, hvor skjulte optagelser viser en hård tone mod børn i daginstitutioner i København.

– Vi skal stille større krav til de kommunale tilsyn med vuggestuer og børnehaver. Og så skal rapporterne være både offentlige og tilgængelige, siger Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, til Politiken.

Hun tilføjer, at det bliver noget af det første, partiet vil kaste sig over efter et valg.

Partierne står i kø for at være med i bredt flertal for ensartet tilsyn med daginstitutionerne

Både De Radikale, SF, Dansk Folkeparti og Venstre støtter ifølge Politiken et styrket og mere ensartet tilsyn med daginstitutionerne.

– Vores børn er det dyrebareste, vi har, og i Danmark bruger man rigtig meget tid som barn i daginstitutioner, siger Jacob Mark, børneordfører for SF, til Ritzau.

– Derfor skal vi sikre, at børn har det godt, når de er i de daginstitutioner. Det kan sommetider kræve, at der er et stærkt tilsyn, som kommer ud og holder øje, siger han.

Lovgivningen halter bagefter, så der er kun systematisk tilsyn i 47 kommuner

Dagtilbudsloven indeholder i dag ingen krav til det pædagogiske tilsyn. Kommunernes Landsforening (KL) gennemførte i 2017 en forvaltningsundersøgelse på dagtilbudsområdet. Her fremgår det, at 47 ud af 98 kommunalbestyrelser får systematiske tilbagemeldinger fra det pædagogiske tilsyn.

KL lagde dengang op til, at kommunerne skal gennemse deres tilsynspraksis, men det har ikke ført til at flere kommuner har kastet sig over opgaven.

Princip om åbenhed i Københavns Kommunes forvaltning halter bagud

Københavns Kommune, hvor sagen med de 22 institutioner startede har en praksis for generelt at administrere efter et princip om åbenhed. det skriver kommunen på hjemmesiden. I en rundspørge blandt forældre og ansatte d. 28 maj konstaterede vi på NB-Nyt at det langt fra har været tilfældet i denne sag.  De fleste er glade for at borgmesteren nu kræver åbenhed, men ønsker ikke at udtale sig til citat.

Københavnsk borgmester presset til at lægge tilsynsrapporter ud

Daginstitutionerne i Københavns Kommune bliver nu bedt om at lægge tilsynsrapporter frem på deres hjemmesider, så forældre og andre interesserede let kan få indsigt i dem. Indtil nu har forældre haft mulighed for at læse tilsynsrapporterne, men kun hvis de henvendte sig til institutionens leder. Det skriver TV2 Lorry.

– Vi gør nu det, at vi siger til vores institutioner, at der er brug for ekstra åbenhed, særligt i den situation vi står i, siger Jesper Christensen (S), der er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Bekymret for enkeltsags-effekt fordi politikerne har for travlt med at vise handling

I en rundspørge foretaget af Jyllands-Postens Bibliotek og Research lyder det fra dagtilbudsledere, at børn i vuggestuer og børnehaver ikke får tilstrækkelig med omsorg fra voksne. 790 af omkring 3.000 ledere har svaret på rundspørgen, og heraf oplever 598 en eller flere gange i løbet af en almindelig uge, at børn ikke får tilstrækkelig omsorg fra personalet.

Politikerne står i kø for at udtale sig den 28 maj om forholdene i dagske daginstitutioner. Fx foreslår politisk leder Morten Østergaard (R),  at der hyres 4500 pædagoger ekstra.

I de daginstitutioner, som vi møder d 28 maj, tager man løfterne med et gran salt og blandt lederne er der en hel del bekymring for at den politiske intervention kan blive for hurtig og uigennemtænkt.

Man skal passe på ikke at blande kasketterne for rådgivning og tilsyn sammen

Flere ledere peger over for os på, at ensartet tilsyn helt sikkert vil kunne bidrage konstruktivt, men bekymringen går på to ting.

For det første er det i dag den pædagogiske konsulent fra kommunen der gennemføre tilsynet, men det er også samtidig denne person der skal rådgive ledelsen i det daglige og det giver både kasketforvirring og utryghed.

Det andet som bekymre lederne er, at de nu risikere at blive dynget til i endnu en tung administrativ opgave og her peger et par stykker på, at man jo på andre områder (Socialområdet) har nogle erfaringer med, at det let bliver bureaukratisk med et eksternt tilsyn.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:21

Emner: Daginstitution, Velfærd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]