Sygehuse er blevet underfinansieret i flere år

Siden 2010 har det regionale sundhedsvæsen i gennemsnit kun fået tilført det halve af, hvad der er nødvendigt for at bevare status quo, viser et notat.

Udgivet: 29/04/2019

Del artiklen:

Landets politikere fortæller gerne, hvad de har gjort – og hvad de vil gøre – på sundhedsområdet. Men på bundlinjen har sundhedsvæsenet i en årrække været underfinansieret med milliarder. Det viser et notat udarbejdet af Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.  Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kjeld Møller Pedersen har kortlagt, hvordan udgifterne til sygehuse, speciallæger og alment praktiserende læger har udviklet sig i perioden 2007-2018, og sammenlignet dem med, hvor mange penge området skulle have haft tilført for at dække den demografiske udvikling, prisudviklingen på sygehusmedicin samt nye behandlingsmetoder.

»Det står klart, at området har været underfinansieret med i gennemsnit mere end 1 mia. kr. årligt,« siger han til Jyllands-Posten.

Siden 2010 har den gennemsnitlige årlige vækst været omkring 1 pct., men ifølge Kjeld Møller Pedersens beregninger burde den have været mellem 1,6 og 2,2 pct.

»Så de læger og sygeplejersker, som har råbt op om økonomisk smalhals i sundhedsvæsenet, har en pointe,« siger han og understreger, at underfinansieringen eksempelvis afspejler sig i »ekstra travlhed for personalet, mindre tid til den enkelte patient og serviceniveauet i øvrigt«.

Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd – har gennemgået tallene og kommer også frem til, at der skulle have været tilført sundhedsvæsenet »omkring 2 pct. årligt for at dække demografi og nye behandlinger«.

»Det er ikke sket. Der er ikke givet til en udvikling af sundhedsvæsenet,« siger han.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) holder i Jyllands-Posten fast i, at regeringen har prioriteret sundhed:

»Vi har siden 2015 generelt prioriteret sundhed, så der er mere end 6 mia. kr. ekstra i 2019. Det kan mærkes, men vi er ikke i mål, og derfor kommer vi til hvert eneste år fremover at prioritere flere penge til sundhed og til at sikre bedre behandling til patienterne og bedre forhold for medarbejderne.«

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]