Af Arne Ullum, [email protected]

I Rudkøbing på Langeland ligger kommunens hovedbibliotek. Det er ikke kun vigtigt, fordi det er her kommunens borgere kan låne bøger. Det er også vigtigt, fordi det fortæller historien om, hvorfor det såkaldte serviceniveau – eller servicetal –  af mange har været anset for at være misvisende. Servicetallet bliver nu nedlagt.

Biblioteket ligger i den kommune, som ifølge de hidtidige statistikker skulle have Danmarks højeste serviceniveau. Helt præcist skulle Langeland Kommune i 2018 have et serviceniveau, som var seks procent højere end landsgennemsnittet og hele 12 procentpoint højere end Frederiksberg.

Selvom biblioteket i Rudkøbing løser sin opgave, så har det virket utroværdigt, at det eller de andre kommunale institutioner i Langeland skulle være de flotteste i hele kongeriget.

Og dermed har især Langelands officielle serviceniveau i opgørelsen fra Økonomi- og Indenrigsministeriet været med til at sætte fokus på, om servicetallet er retvisende for serviceniveauet i Langeland og mange andre kommuner.

To store problemer med serviceniveauet

Forklaringen på Langelands høje serviceniveau skal findes i den måde, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har udregnet det såkaldte servicetal.

Det sker ved at se på forholdet en kommunes udgiftsbehov ved beregningen af den kommunale udligning og det, som kommunen rent faktisk bruger. Hvis en kommune bruger 1.050 millioner og kun har et beregnet udgiftsbehov på 1.000 millioner, så vil den have et serviceniveau på 1,05. Det vægtede gennemsnit for alle kommuner vil pr. definition være på 1,00.

Den metode giver to udfordringer.

Det første problem er, at udgiftsbehovet er beregnet ud fra en formel i den kommunale udligning, som ifølge regeringen er så misvisende, at den i mange år har givet særtilskud til kommunerne for at kompensere for fejlene. Men pengene fra de særlige tilskud har kun talt med i de reelle udgifter og ikke i det beregnede ikke udgiftsbehovet, og derfor er forskellen mellem de to tal blevet større.

Langelands serviceniveau ville eksempelvis være fem procent lavere, hvis man indregnede særpuljerne i udgiftsbehovet.

Det andet store problem er, at servicetallet beregnes ud fra nettodriftsudgifterne, der omfatter en række udgifter, som borgerne ikke nødvendigvis opfatter som service. Det gælder først og fremmest overførselsindkomster, men også eksempelvis store udgifter til anbringelse af børn udenfor hjemmet og andre sociale indsatser, der er affødt af massive sociale problemer i en kommune.

En analyse fra de seks østjyske kommuner i Rimeligudligning.nu har tidligere vist, at et højt serviceniveau i mange kommuner dækker over høje udgifter til overførsler og relativt lave udgifter til egentlig service.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har hidtil ikke nævnt nogle af alle disse usikkerhed på informationssiden på Kommunale Nøgletal. Her hedder det blot:

“I fortolkningen af serviceniveauet skal der dog gøres opmærksom på, at høje udgifter i nøgletallet også kan skyldes, at kommunen har en lavere produktivitet end landsgennemsnittet ved frembringelse af kommunale serviceydelser.”

Sat på listen over historiske data

Men det er slut nu. Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille har besluttet at stoppe med at opgøre et tal for serviceniveauet, og dermed er tallet blevet henvis til at særlig afdeling for historiske nøgletal på siden med kommunale nøgletal.

NB-Økonomi har tidligere dækket problemstillingen med udregningen af serviceniveauet. Du kan læse nøgle af artiklerne her: