Et politisk flertal i København at få undersøgt, om store bededag kunne gøres til lokal helligdag for de kommunalt ansatte. Efter administrationens afvisning ønsker SF og Enhedslisten, at KL arbejder for at bevare den afskaffede helligdag som fridag i alle kommuner.

Et politisk flertal i København at få undersøgt, om store bededag kunne gøres til lokal helligdag for de kommunalt ansatte. Efter administrationens afvisning ønsker SF og Enhedslisten, at KL arbejder for at bevare den afskaffede helligdag som fridag i alle kommuner. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opfordring til KL: Kæmp for store bededag som ekstra fridag i alle kommuner

Økonomiudvalget i København erkender, at store bededag som lokal helligdag for de kommunalt ansatte i København er en umulighed, men partier på begge fløje vil holde gryden i kog på forskellige måder - gennem KL og på skolerne.

Udgivet: 09/11/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Et politisk flertal i Københavns Kommune bad i foråret forvaltningen om at udarbejde et forslag om at bevare store bededag som lokal helligdag. I denne uge har partierne modtaget beskeden om, at der ikke er hjemmel til det, da udbetaling af løn skal ske i henhold til de overenskomster og aftaler, der er godkendt i Kommunernes Lønningsnævn. På tirsdagens møde i økonomiudvalget tog alle partier forvaltningens undersøgelse til efterretning.

Dansk Folkeparti havde fremsat forslaget, og partiets medlem af Borgerrepræsentationen. Finn Rudaizky, anerkender, at det ikke er umuligt at omdanne store bededag til en lokal helligdag, hvor kommunens medarbejdere holder fri med løn.

”Den del, der har at gøre med, hvad der er lovligt, kan jeg ikke gøre noget ved. Det må jeg erkende,” siger Finn Rudaizky til NB-Kommune.

For at genvinde store bededag som helligdag på de kommunale arbejdspladser i hovedstaden er det afgørende, at et nyt flertal i Folketinget omgør regeringens beslutning, vurderer Finn Rudaizky.

Han ønsker dog at holde fast i store bededag på de københavnske skoler.

”Vi har mulighed for at give skolebørnene fri, og det vil jeg gerne gå ind for. Ellers er man nødsaget til at have tålmodighed”, siger han og tilføjer, at DF vil prioritere markeringer, som kan holde store bededag på dagsordenen.

”Jeg vil gerne være med til at holde gryden i kog”.

Heller ikke SF og Enhedslisten i København har helt opgivet at bevare store bededag på trods af undersøgelsens konklusioner. De to partier anbefaler KL at arbejde for at skaffe hjemmel til at gøre store bededag til en helligdag for kommuner i hele landet via overenskomstforhandlingerne. Store bededag som kommunal fridag vil ovenikøbet skabe en rekrutteringsfordel for kommunerne, påpeger SF og Enhedslisten, der tilsammen råder over 21 af de 55 pladser i Borgerrepræsentationen.

”Partierne opfordrer KL til at gå til overenskomstforhandlingerne med et forslag om at lade kommunerne vælge at holde en fridag, så sagen kan håndteres mellem arbejdsmarkedsparter. Vi mener, at muligheden for en ekstra fridag kan være med til at sikre kommunernes muligheder for at fastholde og rekruttere medarbejdere, og at vi som arbejdsgivere derfor har en stor interesse i at bevare fridagen”, står der i protokolbemærkningen fra SF og Enhedslisten.

Læs også:
Forvaltning: Derfor kan store bededag ikke blive lokal helligdag i København

Sidst opdateret: 09/11/2023 - 11:45

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]