Roger Buch, forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, følger sagen om omkonstitueringen på Langeland, som Ankestyrelsen i fredags er gået ind i.

Roger Buch, forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, følger sagen om omkonstitueringen på Langeland, som Ankestyrelsen i fredags er gået ind i. - Foto: Foto: Christian Falck Wolff

Ekspert om kritiseret omkonstituering: Sagen kan meget vel ende i retten

Et afgørende spørgsmål i konflikt på Langeland bliver, om det kan påvises, at det er politisk motiverede hensyn, der har fået flertallet til at sløjfe to politiske udvalg, vurderer kommunalforsker Roger Buch. Ændringen af styrelsesvedtægten blev gennemført i sidste uge på et ekstraordinært møde, og Ankestyrelsen har efterfølgende bedt om at få en udtalelse for at kunne vurdere, om der er grundlag for en tilsynssag. SF og S begrunder beslutningen med, at den nye struktur sparer kommunen 450.000 kr.

Udgivet: 16/10/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Langeland Kommune går fra fem til tre stående politiske udvalg, efter at kommunalbestyrelsen i mandags (16. oktober) på et ekstraordinært møde har gennemført en omkonstituering, der er en del af budgetaftalen, som Socialdemokratiet og SF har vedtaget sammen.

Med den nye udvalgsstruktur mister Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti deres udvalgsformandsposter. De to vragede formænd, Jørgen Nielsen (K) og Søren Ramsing (RV), der samtidig står til at miste deres pladser i økonomiudvalget, som reduceres fra syv til fem medlemmer, har på forhånd anmodet Ankestyrelsen om at skride ind. De opfordrer i en mail, med "Hastesag" stående i emnefeltet, Ankestyrelsen til at forhindre ændringen af styrelsesvedtægten og omkonstitueringen, der ifølge de to partier ikke gennemføres af saglige grunde.

”Forslagets reelle baggrund er ønsket om at indskrænke vores indflydelse og muligheder for at arbejde politisk mest muligt”, skriver de to politikere i henvendelsen, der blev afsendt søndag, og som NB-Kommune også har modtaget.

I fredags, 20. oktober, har Ankestyrelsen som et resultat af henvendelsen fra Søren Ramsing og Jørgen Nielsen bedt kommunalbestyrelsen på Langeland om en udtalelse. Høringssvaret skal bruges til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag, skriver Ankestyrelsen i brevet til Langeland Kommune.

Læs også:
Ny udvikling i langvarig konflikt: Smalt flertal på Langeland fjerner to politiske udvalg

Farligt at være åbenmundet

Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har på fornemmelsen, at konflikten fra Langeland skal afgøres i en retssal, sådan som det var tilfældet med en lignende sag fra Randers Kommune.

”Hvis den her sag ender i retten, bliver det spændende, om man ligesom i Randers var lidt for åbenmundet”, siger Roger Buch til NB-Kommune.

Når kommunalforskeren foregriber virkeligheden og springer direkte til byretten, skyldes det Ankestyrelsens måde at føre tilsyn på.

”Det, som tilsynet bedømmer ud fra, er jo de officielle dokumenter. Hvad folk har sagt på møder og uden for møder, er sjældent noget, der spiller en rolle i tilsynets vurdering. Derfor kan det meget vel være, at sagen ender i retten, fordi man i retten har en helt anden mulighed for at inddrage, hvad folk har sagt på møder og andre ting. Desuden kan man blive indkaldt som vidne og under vidneansvar forklare, hvad man har sagt og gjort”, siger Roger Buch.

De to røde partier på Langeland begrunder den nye konstituering med, at der skal spares penge på politikernes honorarer, samtidig med at en ny udvalgsstruktur vil være mere hensigtsmæssig. Tidligere har især Socialdemokratiets gruppeformand, René Larsen, imidlertid udtalt sig om kommunalbestyrelsens dårlige samarbejdsklima og - ifølge de vragede udvalgsformænd - koblet det direkte sammen med muligheden for at lave en ny udvalgsstruktur. De vragede udvalgsformænd har vedlagt to artikler, som Fyns Amts Avis bragte i oktober 2022, til Ankestyrelsen som bilag.

Roger Buch har fulgt sagen på Langeland, ligesom han gjorde, da Venstre og Dansk Folkeparti i Randers i 2015 udskiftede udvalgsformænd fra tre partier/lokallister. I 2018 blev den nye konstituering i Randers erklæret ugyldig i byretten, efter at Ankestyrelsen ikke havde grebet ind.

”Når man ser på hele forløbet udefra, virker det ikke særligt overbevisende, når man siger, at det handler om hensigtsmæssigheder og besparelser. Selvfølgelig sparer man nogle penge på politikerne, men det kunne man også gøre på andre måder alene ved at minimere vederlagene”, siger kommunalforskeren om sagen fra Langeland.

Ændringen af udvalgsstrukturen sparer kommunen 450.000 kroner. De to udvalgsformænd, der afsættes, har fortalt, at de under budgetforhandlingerne foreslog S og SF at spare beløbet ved at reducere honorarerne for alle kommunalbestyrelsesmedlemmer uden at ændre udvalgsstrukturen.

"Det var ikke økonomien, man var optaget af. Man var optaget af at sætte os uden for indflydelse", sagde Søren Ramsing (RV) på det ekstraordinære møde mandag.

Andre motiver i Randers

Randers-retssagen var den første af sin slags, og dommens præcedensvirkning kan påvirke Ankestyrelsens vurdering af klagen fra Langeland, vurderer Roger Buch. Han påpeger, at det ikke er forbudt at lave om på udvalgsstrukturen, selvom udgangspunktet er, at den gælder for hele valgperioden. Men hvis en borgmester og hans/hendes støtter vil lave en omkonstituering, gør de klogt i at gå stille med dørene og undgå kommentarer, der kan så tvivl om de saglige hensigter.

”Det er nogle svære regler”, siger Roger Buch.

”Hvis man ikke er for åbenmundet og formulerer sig på den korrekte måde, kan man slippe af sted med at lave en politisk motiveret omkonstituering.”

Hvad blev udslagsgivende for, at konstitueringen i Randers blev erklæret ugyldig?

”Det var, at de andre motiver - de politiske motiver – af byretten blev vurderet til at være de mest tungtvejende, mens de mere saglige begrundelser efter byrettens vurdering ikke var de drivende”.

Læs også:
Gammel byrådssag buldrer stadig i balladeramt byråd

Stabilitet og kollegialt styre

Hvorfor har man i det hele taget disse regler om, at der skal være et sagligt grundlag for at lave en ny konstituering. I Langelands tilfælde kan det være rigtigt, at det politiske arbejde vil gå mere glat og fungere bedre, hvis man tillod en omkonstituering?

”Det udsagn kan man også vende i luften: Ævl og kævl, uenigheder og diskussioner er sådan set kernen i demokratiet. En glat maskine, der kører derudad, er ikke nødvendigvis det bedste demokrati”, siger Roger Buch, inden han kommer med sit bud på, hvorfor loven er, som den er.

”Lovgiverne har nok oprindeligt besluttet det ud fra to hovedhensyn”, siger Roger Buch og tilføjer, at han ikke kender den nøjagtige baggrund for udformningen af reglerne.

”Det er nok et udtryk for, at man grundlæggende ønsker stabilitet. Kommunerne var oprindeligt ikke særligt selvudstyrende, og der var ikke ret meget politik i kommunerne før 1970. De var et implementeringsorgan for statslig politik. Derfor har staten altid været optaget af at have stabile administrationer derude”, forklarer Roger Buch.

Det andet hovedhensyn er ’det kollegiale styre’, som kommunerne er kendetegnet ved.

”Det betyder, at det ikke er borgmesteren, der kører kommunen. Og heller ikke flertallet, men det er kommunalbestyrelsen, der kører kommunen. Det er meget forskelligt fra Folketinget, hvor regeringen og flertallet styrer butikken”, siger Roger Buch.

I kommunerne har mindretallet flere beføjelser end i landspolitik. De kommunale politiske udvalg har større magt, og kommunalpolitikere har bedre mulighed for at få sagsindsigt end på Christiansborg, forklarer Roger Buch. Til gengæld mangler kommunalpolitikere de magtmidler, som oppositionen i Folketinget råder over. For eksempel er et mistillidsvotum ikke en mulighed for kommunalbestyrelsen, selvom et flertal skulle nå til enighed om at vælte borgmesteren.

”Oppositionen er på mange måder svagere på Christiansborg, men den kan til gengæld vælte en regering. Det kan man ikke i kommunerne, hvor der ikke er parlamentarisme”, siger Roger Buch og tilføjer:

”Man er interesseret i ikke at spænde ben for det kollegiale styre, ved at det bliver for meget blokpolitik og magtpolitik”.

Der findes i den kommunale styrelseslov paragraffer, der kan komme i spil, ”hvis en borgmester forsætligt eller groft uagtsomt har tilsidesat en pligt”, som det hedder. Men som udgangspunkt sidder borgmesteren i en periode på fire år. Hvis kommunalbestyrelser skulle have adgang til at lave omkonstitueringer af rent politiske grunde, bør mindretallet i kommunerne samtidig få andre kontrolinstrumenter og magtmidler, som man kender fra landspolitik, pointerer Roger Buch.

Ballade er ikke vejen til genvalg

Fra et rent politisk perspektiv ser han en gennemtrumfet omkonstituering som en farlig vej at vælge for et borgmesterparti og peger på, at Venstre i Randers gik tilbage og tabte borgmesterposten ved det efterfølgende valg i 2017.

”Jeg tror, man kan lære noget andet af Randers-sagen: Hvorfor ser vi så mange brede konstitueringer i kommunerne? Og hvorfor ser vi ekstremt sjældent omkonstitueringer, som man ikke i fællesskab er blevet enige om? Det er dels på grund af det kollegiale styre og den almindelige konsensusnorm. Men man ser det i den grad også, fordi det er en kæmpefordel for borgmesteren at have brede flertal. Man afleverer en udvalgspost eller to, men til gengæld ved man, at de andre har været med på vognen og dermed også må tage ansvar for meget af politikken, når man kommer frem til næste valg”.

Resultatet af den nye udvalgsstruktur bliver sandsynligvis ”en masse larm og ballade på alle byrådsmøder og en borgmester, som får svært ved at blive genvalgt”, vurderer Roger Buch.

”Det er ikke det, der står i den uskrevne håndbog om at blive genvalgt som borgmester”, siger kommunalforskeren.

På sidste uges møde i kommunalbestyrelsen spåede flere medlemmer netop, at den nye udvalgsstruktur ville forværre det politiske klima.

”Man kan kalde det en besparelse, men det er stadigvæk en svinestreg”, sagde Jesper Skovhus (V) og tilføjede:

”Det er meget, meget sjældent, at folk bliver mere samarbejdsvillige af, at man behandler dem dårligt”.

Socialdemokratiets René Larsen og borgmester Tonni Hansen (SF) har de seneste uger fastholdt, at ændringen af styrelsesvedtægten udelukkende handler om at spare penge og skabe smidigere sagsgange på udvalgsområderne, der lægges sammen.

”Det er et spørgsmål om, at Langeland Kommune er økonomisk trængt og underfinansieret. Vores udgifter løber hurtigere end vores indtægter, og vi er helt afhængige af særtilskuddet. Derfor er det også rimeligt, at vi politikere kan spare på os selv”, sagde Tonni Hansen til NB-Kommune i sidste uge.

Ankestyrelsen er de seneste uger blevet involveret i to andre sager fra Langeland. Den første klageskrivelse handlede om nye regler for, hvordan kommunalbestyrelsesmedlemmerne må tage kontakt til kommunalt ansatte, mens den anden vedrører håndteringen af en lang række børnesager, som Ankestyrelsen har anbefalet kommunen at gennemgå på ny. Bag begge klager står de syv kommunalpolitikere fra Venstre, Konservative og Radikale Venstre. Anmodningen om at hindre omkonstitueringen er kun indsendt af Jørgen Nielsen (K) og Søren Ramsing (RV).

Med besparelsen på politiske udvalg mindskes det samlede vederlag til udvalgsmedlemmer til 101 pct. af borgmesterens vederlag. Med den gamle struktur udgjorde udgifterne til udvalgsposter 166 pct. af borgmesterens.

Læs også:
Halvdelen af byrådet pudser Ankestyrelsen på borgmester

Fakta: Høring hos Ankestyrelsen

Ankestyrelsen beder i brevet, der bærer overskriften, "Høring om mulig tilsynssag", kommunalbestyrelsen på Langeland om at sende følgende oplysninger.

"Vi beder kommunalbestyrelsen om uddybende at redegøre for begrundelsen for ændringen af styrelsesvedtægten og den deraf følgende omkonstituering.

Vi beder også kommunalbestyrelsen om at forholde sig til de oplysninger, som Ankestyrelsen har fået tilsendt.

Vi beder i den forbindelse kommunalbestyrelsen om særskilt at redegøre for kommunalbestyrelsens overvejelser om lovligheden og sagligheden af de hensyn, der ligger bag styrelsesvedtægtsændringen og den deraf følgende omkonstituering.

Vi beder om at få kommunalbestyrelsens udtalelse hurtigst muligt efter førstkommende kommunalbestyrelsesmøde."

Kilde: Brev fra Ankestyrelsen til kommunalbestyrelsen Langeland Kommune, 20. oktober

Sidst opdateret: 23/10/2023 - 11:59

Temaer: Budgetter

Emner: Langeland Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]