Foreslåede energiparker ligger i bestemte landsdele: KL vil have hele landet med

32 energiparker, som kommuner eller virksomheder har søgt om at etablere, er sluppet igennem myndighedernes indledende screening. Elnettets kapacitet udgør en begrænsning, som betyder, at flere landsdele i første omgang ikke kan få de lokale grønne kraftcentre, som KL ser som en stor gevinst for lokalsamfundet.

Udgivet: 10/10/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

En firdobling af den grønne strømproduktion på landjorden inden 2030 fra ca. 12 til 50 milliarder kilowatt-timer årligt. Det er målsætningen, som staten og kommunen navigerer efter.

32 energiparker i 19 kommuner er et bud på et koncept, der kan rykke Danmark tættere på målet. Energiparkerne er defineret ved at kunne levere en strømproduktion på mindst 100 gigawatt-timer (GWh) om året, og parkerne kan rumme både vindmøller og solceller såvel som power-to-X-anlæg, der omsætter strøm til brint og grønne brændsler, og andre energikrævende produktionsvirksomheder.

De foreslåede energiparker varierer meget i størrelse. Fra Ringsted-projektet på 1.011 hektar (godt ti kvadratkilometer) og en potentiel årlig produktion på 1.500 GWh ned til projekter med et produktionspotentiale på 100 GWh og arealer, der begrænser sig til 135 hektar i den mindste af de 32 parker.

Dialog indtil næste forår

Frem mod foråret 2024 skal kommunerne og de involverede ministerier drøfte den nærmere placering af energiparkerne. Det vil blive undersøgt mere i detaljeret, om arealerne kan benyttes.

"Nu går vi i dialog med kommunerne og opstillerne om arealernes egnethed til energiparker, samt om kommunerne selv kan og vil stå for planlægningen. Vi vil i kommunedialogen også afsøge interessen i, at der gives mulighed for placering af produktionsvirksomheder ved energiparkerne, hvor det kan give mening," skriver regeringen i udspillet.

Det er intentionen, at der ved energiparker skal skabes gunstige vilkår for produktionsvirksomheder. Som eksempler på særlige vilkår nævner regeringen lempelser med hensyn til arealbeskyttelse, tilladelser og dispensationer.

Denne del af udspillet om skabelsen af "lokale grønne kraftcentre" finder kommunerne interessant, fortæller formanden for KL's klima- og miljøudvalg, Birgit S. Hansen (S).

”Ligeså vigtigt sikrer udspillet udviklingsmuligheder i de kommuner, der opstiller solceller og vindmøller. Helt konkret foreslår regeringen at etablere produktionsvirksomheder tæt på energiparker. Det betyder flere arbejdspladser og erhvervsudvikling, som kan blive en stor gevinst for lokalsamfundene,” udtaler hun i en meddelelse fra KL.

Elnettet begrænser

Flere landsdele er ikke kommet i betragtning til energiparker i første omgang, selvom der ifølge den løbende mediedækning har været lokal interesse og er indsendt projektansøgninger. Samtlige kommuner i Nordjylland, på Fyn og Lolland-Falster er fraværende på listen, og det kan hænge sammen med, at elnettet ikke er robust nok til at kunne håndtere store energiparker i områder.

"Der er dele af landet, hvor elnettet ikke er i stand til at tage imod strømmen fra en energipark", sagde klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) på mandagens pressemøde.

Flere områder er blevet screenet og sorteret fra, og 32 kom igennem filteret, som Lars Aagaard udtrykte det. Han lod forstå, at regeringen "har på fornemmelsen, at flere ansøgninger til energiparker er på vej".

Kommuner med andre arealer kan søge om at etablere en energipark i 2024-2025. Ifølge regeringens udspil skal Energinet, der driver og ejer det overordnede el-transmissionsnet, "om nødvendigt udarbejde et tillæg til deres langsigtede udviklingsplan, så etablering kan ske i flere dele af Danmark".

"Vi vil allerede nu invitere kommuner og virksomheder til at fremsætte flere forslag om arealer til energiparker," sagde Louise Schack Egholm (V), minister for landdistrikter, ved mandagens lancering af udspillet.

KL finder det positivt, at staten tager ansvar for at sikre større sammenhængende arealer til grøn energi, og ønsket fra kommunerne er, at flere landsdele får mulighed for at opføre energiparker.

”På den måde kan hele landet være med til at sætte fart på udbygningen af den grønne energi og få del i udviklingen. Det er afgørende, hvis vi skal nå målet om at firedoble den samlede elproduktion fra vindmøller og solceller inden 2030,” siger Birgit S. Hansen.

En væsentlig del af regeringens udspil handler om at øge kompensationen til lokalsamfund, naboer og kommuner, når der skal opsættes solceller og vindmøller. KL sår tvivl om, hvorvidt det er tilstrækkeligt at øge den VE-Bonus, der tilfalder naboer, med 50 procent og øge størrelsen på Grøn Puljes, som formidles af kommunerne, med 150 procent.

"Vi ved, at det, der kan vende modstand til medvind, er større lokale gevinster," siger Birgit S. Hansen.

"Det store spørgsmål for os i kommunerne er: Batter det nok? Det er jeg i tvivl om," tilføjer hun.

Fakta

Bliver alle 32 energiparker, der er nået igennem ministeriernes indledende screening, gennemført, vil de bidrage med op til cirka 12,6 milliarder kilowatt-timer (det samme som 12.600 gigawatt-timer). Det svarer til cirka en tredjedel af den påkrævede vækst, der skal til for at indfri målet om en firdobling af strømproduktionen fra sol og vind.

Man kommer op på 12,6 mia. GWh, når den anslåede maksimale energiproduktion i de 32 parker lægges sammen. Det fremgår ikke klart af regeringens udspil, om det i praksis kan lade sig gøre at opnå så høj en produktion fra de foreslåede energiparker. Et par af kortene over de 32 områder i materialet fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet overlapper hinanden, hvilket kan hænge sammen med, at både virksomheder og kommuner har meldt ind med områder til energiparker.

De 32 områder har et samlet areal på 115 kvadratkilometer. Det svarer godt og vel til 0,25 procent af landets areal. For at nå målet om en firdobling af produktionen fra sol og vind på landjorden, vil det kræve, at mellem 1 og 1,5 procent af Danmarks areal afsættes vedvarende energianlæg. I dag udgør vedvarende energi på land ca. 0,5 procent af Danmarks samlede areal.

Sidst opdateret: 19/03/2025 - 14:01

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]