
Selvom seks af Tranæs-udvalgets forslag nu bliver gennemført, er der stadig flere problemer på det specialiserede socialområde. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
Analyse: Tre udfordringer der ikke bliver løst med økonomiaftalen
Opdriften i udgifterne på det specialiserede socialområde, forventningerne til servicen og konflikten mellem det offentlige og de private aktører forsvinder ikke med årets økonomiaftale.
Udgivet: 31/05/2023
Der var brede smil, da Kommunernes Landsforening (KL) stod sammen med regeringen og præsenterede økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024.
Her lykkedes det kommunerne at forhandle flere sejre hjem på det specialiserede socialområde. Det drejer sig om en række af et ekspertudvalgs - kaldet Tranæs-udvalget - anbefalinger.
Eksempelvis er det en stor sejr for kommunerne, at de får mulighed for at udvide deres botilbudskapacitet, da området virkelig presser kommunernes økonomi.
Ikke nok med kommunerne var glade - det samme var handicaporganisationerne. Og det er ellers et sjældent sammenfald. Organisationerne var nemlig glade for de anbefalinger fra Tranæs-udvalget, der ikke blev til noget.
Men betyder det så, at alt er fryd og gammen på socialområdet? Næppe.
Her er tre problemer, der ikke er løst med økonomiaftalen:
Ikke nok til at tøjle udgifterne på socialområdet
Selvom man har implementeret nogle af Tranæs-udvalgets anbefalinger, er det ikke nok til at stoppe opdriften i udgifterne på det specialiserede socialområde.
Faktisk kunne man have taget samtlige 11 forslag, og det ville stadig ikke være nok.
Det har Tranæs selv anerkendt:
"Nu er flere af vores anbefalinger ikke særligt konkrete - så, så enkelt kan man ikke stille det op. Hvis man kun tog vores helt konkrete anbefalinger, vil det ikke løse problemet. Men hvis man dertil gik videre med vores øvrige anbefalinger og udviklede og konkretiserede på dem, så er der potentiale til, at en meget stor del af problemerne kunne løses."
Derudover har KL og regeringen ladet nogle af de mere kontroversielle anbefalinger fra Tranæs stå over. Der kommer for nærværende ingen ændringer af servicelovens formålsbestemmelser, så økonomi skal vægtes ligeså højt som faglighed.
Der kommer for nærværende inden ændring af Ankestyrelsen, så den skal til at tage højde for helhedshensyn og økonomiske konsekvenser.
Og der kommer på nuværende tidspunkt heller ingen ændringer af magtanvendelsesreglerne, så man eksempelvis kunne erstatte mandetimer med velfærdsteknologier.
Det ville alt sammen være forslag, der økonomisk kunne mærkes i kommunerne. Men det samme ville man også kunne sige om kritikken. Og selvom kommunerne efterhånden er vant til at blive kritiseret for at spare på borgere med handicap, så skal den selverklærede reform-regering nok ikke nyde noget.
Spørgsmålet er dog, om regeringen får lov til at slippe helt af krogen.
I aftaleteksten står der nemlig, at regeringen og KL både skal drøfte de videre anbefalinger, når udvalget kommer med den næste delrapport. Her skal der følges op på udvalgets ambitioner og pejlemærker. Og det kommer næppe til at gå stille for sig.
Christiansborg kan stadig tale velfærden op
Det er efterhånden velkendt, at selvom politikerne på Christiansborg gerne skriver under på økonomiaftaler, der lægger op til besparelser, så er de svært ved at anerkende det i praksis bagefter.
Servicen bliver altid bedre - også når den ikke gør det.
Nu har vi så igen fået en økonomiaftale, der anerkender at kommunerne er presset, men spørgsmålet er, hvor længe den anerkendelse gælder. For det varer ikke længe, før SVM-regeringen kommer med sit bud på en specialeplan.
Allerede nu har den skabt problemer for kommunerne, da den med socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils ord bliver guldstander og skal være med til at sikre et velfærdssamfund for borgere med handicap. Faktisk skal stavnsbåndet ophæves for borgere med handicap. Mindre kan ikke gøre det.
Og eftersom økonomiske hensyn ikke må vægtes ligeså tungt som de faglige, kan det bliver en rigtig svær opgave for kommunerne at løse. For borgerne forventer en guldstand, men kommunen har lige måtte lukke endnu et populært tilbud, fordi pengene ikke rækker. Så kan man da næsten ikke blive andet end skuffet.
Det problem bliver ikke løst med økonomiaftalen.
Men det er ikke kun regeringen, der har et ansvar her. For nærmest samtlige partier rundt om regeringen er hurtigt klar med hård kritik af kommunernes forvaltning af området. Dem får man næppe med på, at økonomi skal spille en større rolle.
Konflikten mellem det offentlige og de private leverandører
Der har længe foregået et spil sorteper mellem det offentlige og de private aktører. Hvem har egentligt ansvaret for, at priserne løber løbsk på botilbudsområdet?
Her peger det offentlige ofte på det private, mens det private kommer med det modsvar, at de har borgerne med de mest komplekse problemstillinger.
Nu følger regeringen og KL så Tranæs-udvalgets anbefalinger om at lave en lånepulje, så kommunerne kan opbygge deres botilbudskapacitet.
Og det er ikke blevet velmodtaget blandt de private aktører.
Eksempelvis direktøren i LOS (landsorganisationen for sociale tilbud), Mads Roke Clausen, været ude med riven:
"Jeg er bekymret over, at regeringen ukritisk har fulgt de unuancerede anbefalinger fra Ekspertudvalget, og har valgt at se bort fra den vigtige faglighed og specialisering, der er på ikke-offentlige botilbud. Jeg er bekymret for, at voksne med komplicerede og mangfoldige udfordringer fremover ikke får den høje og specialiserede faglighed, de har brug for i kommunale tilbud, der ikke kan oppebære en specialisering for disse målgrupper."
Tidligere har han blandt andet peget på, at der er forskel på private botilbud, og at kommunerne nu får lige gode muligheder for at rejse kapital som ApS-tilbuddene, mens fondene, der driver de fleste private botilbud sidder tilbage med en lang næse.
Dansk Erhverv har også rejst kritik af økonomiaftalen og er med til at understrege, at det ikke bliver med denne økonomiaftale, der kommer forsoning mellem det offentlige og de private leverandører på socialområdet.
Sidst opdateret: 31/05/2023 - 11:55
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: Socialøkonomi, Økonomi, Det specialiserede socialområde









































