Logoet for Møbelcirklen, der er den første af sin art i Danmark, som udelukkende og internt handler med genbrugte møbler.

Logoet for Møbelcirklen, der er den første af sin art i Danmark, som udelukkende og internt handler med genbrugte møbler. - Foto: Randers Kommune

Kommune går foran med genbrug af møbler

Som en af de første kommuner i landet sætter Randers Kommune nu genbrug af egne brugte møbler i system. Det ser ud til at blive en gevinst for både miljøet og udsatte borgere.

Udgivet: 24/03/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Logo og lagerplads er klar, indretningen af showroom undervejs og i april er en platform til online internt salg af brugte møbler klar. Og dermed er der kun kort tid til, at 'Møbelcirklen' går i luften.

Sådan skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse. Møbelcirklen skal sikre, at møbler der ikke længere bliver brugt for eksempel på en skole, på et kontor eller andre steder på kommunens arbejdspladser, kan få nyt liv.

Det kræver måske en ombetrækning, en lakering eller bare, at møblet bliver sat sammen med andre møbler og vupti har det nyt liv et andet sted i organisationen Randers Kommune. Og netop den cirkel, at gammelt kan bruges igen og shines op af medarbejdere, der ellers ikke har en plads på arbejdsmarkedet, det har Social- og Arbejdsmarked siden januar 2020 arbejdet ihærdigt på at få op at stå. Og nu godt et år senere er Møbelcirklen tæt på at gå i luften.

"Med Møbelcirklen er der tænkt nyt for at sikre, at vi i Randers Kommune fremmer genbrug og nedbringer vores aftryk på naturen. Møbelcirklen er udtryk for, at vi arbejder aktivt for at imødekomme FNs 17 verdensmål for en bæredygtig verden," siger Mark Sabro Gregersen.

Han er nyansat projektleder på Møbelcirklen og lige nu har travlt med at gøre showroom og lager klar til at modtage flere kunder. De første er allerede begyndt at kigge forbi på Mirabellevej, hvor Møbelcirklen er flyttet ind.

Møbelcirklen er den første af sin art i Danmark, som udelukkende og internt handler med genbrugte møbler. Den organiseres af Randers Kommunes arbejdsmarkedsafdeling, og derfor er det Beskæftigelsesudvalget, som netop har fået orientering om, at arbejdet med at skabe Møbelcirklen går støt fremad.

Næste skridt er en officiel åbning af Møbelcirklen - når det hele er lidt mere klar.

Fra den 1. april 2021 forventer Mark Sabro Gregersen, at de genbrugte møbler i Møbelcirklen bliver sat til salg i en intern webshop, hvor ledere og medarbejdere kan finde det inventar, de mangler til arbejdspladsen. Den lille rest af møbler, som ikke kan genbruges, bliver genbrugt på anden vis hos Randers Genbrugsplads.

Budgetaftalen 2021-2024, som i 2020 blev indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og SF, afsatte 1 million kr. til opstart af Møbelcirklen, og 1. januar 2021 blev Mark Sabro Gregersen ansat som projektleder.

Sideløbende med Møbelcirklen har Randers Kommune indført en bæredygtig indkøbsstrategi for nye møbler, som også forpligter eksterne leverandører til at tænke bæredygtigt og cirkulært.

Læs også:
Randers sætter genbrug af møbler i system

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Emner: Randers Kommune, Genbrug

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]