Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) vakte i weekenden opmærksomhed, da han i et interview i Politiken anbefalede, at hans borgmesterkolleger skulle være åbne for at overlade det specialiserede socialområde til staten.

Thomas Gyldal Petersen gik med sit forslag ikke kun mod KL's officielle linje, men også mod sin partifælle social- og ældreminister Astrid Krag (S), der så sent som 11. februar i Folketinget havde travlt med at advare sine folketingskolleger mod at flytte området fra kommunerne til staten. En holdning, som hun deler med Venstre.

Ideen om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne er båret af en række indslag i medierne om manglende hjælp til de handicappede, som senest har udløst et såkaldt borgerforslag, der snart skal behandles i Folketinget.

Tanken bag kravet er, at staten vil sikre en harmonisering af området på tværs af kommunerne, og at det niveau vil lægge sig tættere på toppen end gennemsnittet.

Og det er lige præcis en væsentlig årsag til, de to store regeringsbærende partier ikke vil have området flyttet til staten.

Hvis staten får området, så vil Folketinget overtage alle de økonomiske og politiske problemer, som kommunerne har haft med området, helt siden man i 2001 indførte de første reformer i betalingsmodellerne for at reducere udgiftsvæksten.

Det vil give den til enhver tid siddende regering to konstante økonomiske og politiske udfordringer.

For det første vil regeringen skulle finde pengene til det udgiftspres, som de seneste mange år har tvunget kommunerne til at finde penge på andre områder for at øge bevillingerne til de specialiserede socialområde.

Dernæst vil alle klager over manglende hjælp til handicappede lande direkte på Folketingets og regeringens bord. Og dermed vil det være slut med empatiske folketingspolitikere, som på den ene side kan udtrykke sympati for de handicappede og samtidig tørre problemet af på kommunerne.

Mediernes og handicaporganisationernes kritik vil lande direkte på den til enhver tid siddende socialministers bord, som enten må forsvare serviceniveauet eller love flere penge til området.

Facit vil være et indhug i det økonomiske råderum og dermed en reduktion af det beløb, som der er til rådighed ved de årlige finanslovsforhandlinger.

Et andet aspekt er, at staten generelt har ringe erfaring med at drive områder med direkte borgerkontakt. For mange år siden flyttede staten skattevæsenet væk fra kommunerne, fordi Folketinget mente, at staten kunne drive det bedre og mere effektivt, hvilket som bekendt er endt i det, som ofte betegnes som alt fra en skandale til en katastrofe.

Radikale har ikke anvist finansieringsmodel

Det har vakt opmærksomhed, at De Radikale har flirtet med ideen om at flytte området til regionerne på trods af partiets historiske opbakning til det kommunale selvstyre. Men det er værd at bemærke, at partiet ikke har leveret noget klart svar på, hvem der skal finansiere området.

Regionerne kan ikke udskrive skatter, og dermed vil regningen ende hos staten - medmindre De Radikale forestiller sig, at regionerne skal dække stigende udgifter på det specialiserede område ved at spare spare på sundhedsvæsenet.

Alternativt skal man vælge en model, hvor regionerne tildeler hjælpen, og kommunerne skal betale. Men den idé vil ikke kun medføre et ramaskrig fra kommunerne, men også øge udgiftspresset, fordi den bevilgende myndighed ikke selv bliver ramt af regningen.

Besparelserne ender uanset hvad hos kommunerne

Umiddelbart kunne ovenstående være et stærkt argument for at kommunerne skulle følge Thomas Gyldal Petersen og slippe af med det problematiske område.

Men helt så enkelt er det ikke.

Grundlæggende har samfundskagen den størrelse, som den har. Hvis staten pludseligt skal bruge flere penge på det specialiserede socialområde, så vil en stor del af de afledte besparelser nødvendigvis ende hos kommunerne i form af en lavere vækst i servicerammen.

Dermed mister kommunerne styringen. De vil fortsat blive ramt af en stor del de afledte besparelser på andre områder for at finansiere de stigende udgifter til det specialiserede socialområde, men det vil i så fald være uden muligheden for at reducere udgiftsvæksten på området.

Samtidig vil kommunerne stadig sidde tilbage med alle de øvrige opgaver i relation til handicappede borgere i forhold til skole og beskæftigelse.