
Udvalgsformand Else-Marie Langballe Sørensen (SF) i Vordingborg glæder sig over, at man med målrettet indsats kan forkorte sagsbehandlingstid i byggesager. - Foto: SF
Kommune får næsten halveret sagsbehandlingstid
Det strømmer ind med byggeansøgninger i kommunerne. Sådan er det også i Vordingborg, men her har man alligevel formået at nedbringe sagsbehandlingstiden fra 68 til 39 dage.
Udgivet: 05/02/2021
Selvom man får flere byggeansøgninger, så kan man godt lykkes med at få nedbragt sagsbehandlingstiden.
Det er erfaringen i Vordingborg Kommune. Her var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i en byggesag 39 dage i 2020. Det er en markant forbedring i forhold til 2019, hvor det i gennemsnit tog 68 dage at få behandlet sin byggeansøgning. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Kommunen oplyser, at byggesagsbehandlerne har "arbejdet hårdt på at justere interne arbejdsgange, udarbejde byggeguides, tilbyde vejledning i nærområderne, afholde fyraftensmøder for rådgivere og meget mere. De initiativer har nu langsomt båret frugt."
I slutningen af 2020 kunne Dansk Industri (DI) præsentere en undersøgelse, som viste, at Vordingborg Kommune havde rigtig lange sagsbehandlingstider på byggesagsområdet. Undersøgelsen er dog baseret på tal fra 2019. Formand for Klima- og Miljøudvalget Else-Marie Langballe Sørensen er på baggrund af indsatsen på byggeområdet fortrøstningsfuld i forhold til næste års DI-undersøgelse.
”Med de resultater - som vi kan se, at kommunens byggesagsbehandlere har leveret i 2020 - har vi en forventning om, at næste års resultater i DI-undersøgelsen bliver meget bedre” siger Else-Marie Langballe Sørensen.
Ud over at sagsbehandlingstiderne er faldet, så er borgere og erhvervsliv ret tilfredse med kommunens byggesagsbehandling. En netop afsluttet brugerundersøgelse viser, at 77 procent af borgerne enten er ”meget tilfredse” eller ”tilfredse” med kommunens byggesagsbehandling.
Formand for Vordingborg Kommunes Udvalg for Turisme, Udvikling og Erhverv, Susan Thydal, glæder sig over tilfredsheden blandt borgerne.
”Det betyder rigtig meget, at borgere og erhvervsliv har en god oplevelse, når de er i kontakt med vores byggesagsbehandlere. Lovgivningen inden for byggesagsområdet er gennem tiden blevet meget kompleks. Derfor er det vigtigt, at man hos os kan få den rette hjælp og vejledning, så man kan komme i mål med sit byggeprojekt.” forklarer Susan Thydal.
Vordingborg Kommunes byggesagsbehandlere kan mærke, at der er godt gang i byggeriet. Hele 831 byggeansøgninger er det blevet til i 2020 mod 789 ansøgninger i 2019. Samtidig har sagsbehandlerne også truffet flere afgørelser i 2020, hvor i alt 648 afgørelser blev sendt afsted. Til sammenligning blev der udstedt 527 afgørelser i 2019.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Byggeri, Vordingborg Kommune








































