Peder Foldager er medlem af byrådet i Varde og håber på i dag at blive valgt som Venstres borgmesterkandidat til KV21. En lokal maskinstationsejer støtter ham på en usædvanlig måde.

Peder Foldager er medlem af byrådet i Varde og håber på i dag at blive valgt som Venstres borgmesterkandidat til KV21. En lokal maskinstationsejer støtter ham på en usædvanlig måde. - Foto: Varde Kommune

Usædvanligt: Firmaer betaler for at skaffe stemmer på V-borgmesterkandidater

To virksomheder betaler for at skaffe stemmer til bestemte borgmesterkandidater. Det er den usædvanlige situation op til afstemning om, hvem der skal være Venstres spidskandidat i Varde Kommune.

Udgivet: 25/01/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Der er blevet taget usædvanlige midler i anvendelse op til, at Venstre-folk i Varde Kommune her mandag kan stemme om, hvem der skal være partiets spidskandidat til kommunalvalget i november. To virksomheder har valgt at betale for, at folk melder sig ind i Venstre med håb om, at de vil støtte bestemte kandidater.

Der er hård kamp om at blive Venstres borgmesterkandidat i Varde, hvor den nuværende borgmester Erik Buhl Nielsen (V) ikke genopstiller.

For at skaffe ekstra opbakning til kandidaten Peder Foldager har en lokal Venstre-mand gjort noget usædvanligt. Det skriver JydskeVestkysten.

Torben Kamp, indehaver af Skamstrup Maskinstation, har betalt 35 medarbejderes Venstre-medlemskab, så de her mandag kan stemme på Peder Foldager som borgmesterkandidat.

"Nu ved jeg jo ikke, om de bruger det til noget. Men det er jo sådan, at jeg er Venstremand, og det betyder meget for mig, hvis mine medarbejdere også vil være det, for vi vil gerne snakke Venstres sag," siger Torben Kamp til JydskeVestkysten.

Kandidaten Peder Foldager oplyser, at han ikke af Torben Kamp var blevet orienteret om de 35 indmeldelser på forhånd.

"Jeg var godt klar over, at han havde snakket med sine medarbejdere, men jeg var ikke klar over, at han havde betalt. Det er ikke noget, han har fortalt mig," siger Peder Foldager til JydskeVestkysten.

Læs også:
Vardes borgmester Erik Buhl genopstiller ikke

Også en anden kandidat har fået ekstra opbakning fra erhvervslivet. Det drejer sig om Mads Sørensen, som stiller op for Venstre-afdelingen i Horne-Sig. Her har en lokal virksomhedsejer med et sponsorat sørget for, at nyindmeldte under et arrangement kunne nøjes med at betale 200 kroner i stedet for 300 kroner i kontingent.

"Der er ikke købt stemmer, der er bare givet rabat," siger Mads Sørensen til JydskeVestkysten.

Alle Venstres 1.200 medlemmer i Varde Kommunen kan deltage i mandagens valg af spidskandidat. Valget står mellem Peder Foldager, Mads Sørensen, Line Berner, Tina Agergaard Hansen og Connie Høj.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35

Temaer: Kommunevalg

Emner: Varde Kommune, Venstre

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]