
Det samlede bogudlån på danske folkebiblioteker var 29,9 mio. udlån. Heraf udgør de fysiske bøger 24,4 mio. udlån og det digitale 5 mio. bogudlån. - Foto: Foto fra rapporten/Simon Klein-Knudsen, Lyngby Stadsbibliotek
Rekordstort antal bibiloteker med længe åbent
Bibliotekernes udlån af fysiske bøger i 2019 er steget, og det samme er antallet af bibliotekernes åbningstimer. Siden 2010 er antallet af åbne biblioteker i kommunerne steget fra 67 til 370 i 2019, hvilket er en stigning på 450 procent.
Udgivet: 19/10/2020
Kurven for udlån af e-bøger og netlydbøger fra biblioteket har i flere år haft en opadgående retning. For første gang i en årrække følger udlånet af fysiske bøger nu også den stigende kurs.
I 2019 blev der udlånt 24,4 millioner fysiske bøger på folkebibliotekerne. Det er 45.000 flere bøger end året før. Tallene fremgår af rapporten ”Folkebiblioteker i tal 2019”, som Slots- og Kulturstyrelsen netop har udgivet.
I rapporten fremgår det også, at besøgstallet på de danske folkebiblioteker samlet var 37,4 millioner, hvilket gør bibliotekerne til en af de mest besøgte kulturinstitutioner i Danmark i 2019.
Åbent i mange timer
Over en periode på 10 år er der også sket noget med brugernes mulighed for at benytte bibliotekerne. Tilbage i 2010 var der 67 åbne biblioteker - her i betydningen biblioteker, hvor det er muligt for brugerne at få adgang uden for den bemandede åbningstid f.eks. om aftenen og på helligdage. (Se figur nedenfor).

I dag er de åbne biblioteker blevet så udbredte, at antallet er steget med mere end 450 procent til
370 i 2019, og det svarer til 87 procent af landets biblioteker.
I 2019 var det kun to kommuner, der ikke havde ét eller flere biblioteker med mulighed for adgang uden for den bemandede åbningstid. Der er mere information om den eksplosive stigning i de samlede åbningstimer i rapporten.
Mange besøger stadig ikke biblioteket
Fra tidligere års rapporter står det klart, at det i højere grad er kvinder end mænd, der benytter bibliotekerne, og at bibliotekets brugere oftest er personer med en lang videregående uddannelse.
I rapporten fra 2019 er der fokuseret på "ikkebrugerne", som er en stor gruppe danskere, der ikke brugte bibliotekernes tilbud i 2019.
Rapporten viser, at 57 procent af danskerne ikke besøgte biblioteket fysisk inden for en tremåneders periode i 2019. 71 procent af danskerne havde ikke benyttet bibliotekernes digitale tilbud.
Bibliotekernes "ikkebrugere" findes i alle aldre og på tværs af køn og fordeler sig jævnt over hele landet. Det fremgår af rapporten, at størstedelen af bibliotekernes "ikkebrugere" skal findes blandt danskere med en kort uddannelse.
”Bibliotekerne har samlet set flotte besøgstal, men der er dele af befolkningen, hvor bibliotekernes tilbud ikke er en del af hverdagen. Der er derfor et stort potentiale for bibliotekerne i at få deres tilbud ud til endnu flere borgere,” udtalte kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af rapporten.
Kulturministeren vil gerne arbejde for, at bibliotekernes erfaringer med at gøre bibliotekerne endnu mere relevante for alle danskere, bliver en del af de kommende rammeaftaler for centralbibliotekerne.
Fakta om rapporten
De anvendte tal i "Folkebiblioteker i tal 2019" kommer primært fra bibliotekernes indberetning til Danmarks Statistik, borgernes svar i Kulturvane-undersøgelsen og bibliotekernes svar i Slots- og Kulturstyrelsens spørgeskemaundersøgelse "Biblioteksbarometer for folkebiblioteker".
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Emner: Kultur













































