'Livets gang i Lidenlund' foregår i 1950'ernes Lemvig. I dag er der væsentlig mere behov for parkeringspladser i byen end dengang. Det skal et nyt smart teknologisystem nu råde bod på.

'Livets gang i Lidenlund' foregår i 1950'ernes Lemvig. I dag er der væsentlig mere behov for parkeringspladser i byen end dengang. Det skal et nyt smart teknologisystem nu råde bod på. - Foto: Lemvig Museum

Lemvig bliver landets første smarte parkeringsby

Lemvig Kommune får som den første i landet mulighed for at udnytte byens parkeringspladser mere optimalt med et højteknologisk sensorsystem, der med tiden kan fortælle bilisterne, hvor der er ledigt.

Udgivet: 28/09/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

De fleste kommuner kan nikke genkendende til problemet: Der er for få parkeringspladser til både borgere, besøgende og turister i byerne, og det bliver sandsynligvis heller ikke nemmere at finde en plads til bilen de kommende år.

Men ikke i nordvestjyske Lemvig Kommune. Her har kommunen netop indgået et samarbejde med firmaet Sensade om at blive den første herhjemme med trådløse parkeringssensorer i hele midtbyen.

Helt konkret betyder det, at hver p-bås udstyres med en sensor, der fortæller kommunen, hvilke pladser der er rift om, og hvilke der sjældent bliver udnyttet.

Løsningen, som er en del af det såkaldte ’Smart City’-univers, hvor teknologien hjælper kommunerne med at indsamle data og dermed overvåge for eksempel parkeringspladser, så de udnyttes mere optimalt. Dataene vil give et komplet billede af den aktuelle parkeringssituation - og på længere sigt hjælpe bilisterne til at finde en ledig p-plads lige nu og her.

Det skriver Lemvig Kommune i en pressemeddelelse.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Steffen Damsgaard (V), fortæller, at han håber, at systemet både kan hjælpe kommunen, men også bilisterne:

“I første omgang, vil vi bruge dataene til at optimere parkeringssituationen og byplanlægningen i Lemvig. Vi vil via systemet løbende kunne se trængslen på de forskellige parkeringsområder i byen, så vi kan vurdere, om der er behov for flere parkeringspladser eller ændringer i parkeringsreglerne,” siger Steffen Damsgaard og ser fremad:

“Ultimativt, har vi nogle tanker om at lave realtidsdataene tilgængelig til de forskellige udbydere af parkeringsapps, således at bilisterne vil kunne blive henvist til ledige p-pladser.”

Medstifter af Sensade, Kenny Lafon, siger, at kommunerne med løsningen ikke nødvendigvis ender med at skulle anlægge flere parkeringspladser, men i stedet blive bedre til at udnytte dem, der er:

“Parkering er et varmt emne. Mange bilister føler, at der ikke er nok parkeringspladser i byerne. Men løsningen handler ikke altid om at bygge flere p-pladser. Vi kan se med vores data, at mangel på parkering typisk sker i nogle bestemte tidsrammer eller områder i byen. I de tilfælde kan det være nok at ændre parkeringsreglerne for at have et bedre flow,” siger Kenny Lafon.

Det smarte parkeringssystem bliver implementeret her i efteråret.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Emner: Digitalisering, Lemvig Kommune, Byudvikling

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]