TV2 satte kvaliteten af ældreplejen i Danmark massivt på den offentlige dagsorden, da tv-stationen i programmet Plejehjem bag facaden afdækkede forhold, der rystede både kommunal- og landspolitikere.

TV2 satte kvaliteten af ældreplejen i Danmark massivt på den offentlige dagsorden, da tv-stationen i programmet Plejehjem bag facaden afdækkede forhold, der rystede både kommunal- og landspolitikere. - Foto: Fra TV2 Dokumentaren: Plejehjem bag facaden

200 mio. kr. til ældrepleje er meget lidt til at forebygge svigt

Ny pulje på 200 mio. kr. til forbedret ældrepleje vil ikke række ret langt i forhold til at forebygge plejesvigt, vurderer interessenter. 'De 200 millioner rækker ikke til noget som helst,' siger FOA-sektorformand.

Udgivet: 01/09/2020

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Umiddelbart ligner det mest symbolpolitik, når regeringen i finansloven vil give 200 millioner kroner til at sikre, at "de mest sårbare ældre i vores samfund, der skal mødes med værdighed og omsorg i ældreplejen."

Den planlagte pulje udgør 0,43 procent af de samlede udgifter i kommunerne til ældrepleje på samlet 46,4 milliarder kroner. Dermed vil de ekstra penge ikke umiddelbart rykke afgørende ved bevillingerne på området. Helt præcist svarer det til godt to millioner kroner i en gennemsnitskommune.

På spørgsmålet om effekten af pengene siger KL's næstformand Martin Damm til NB-Økonomi:

“Det er meget lidt i forhold til resten, men puljen kan jo gøre 200 millioner kroner i forskel."

Regeringen taler ikke normeringer

I omtalen af puljen fokuserer regeringen da heller ikke på effekten af pengene i forhold til eksempelvis bedre normeringer, men fokuserer istedet på, at de skal "understøtte et løft af kvaliteten i den kommunale ældrepleje gennem kompetenceudvikling og en styrket opfølgningsindsats, der skal understøtte kvalitet og løbende faglig læring i ældreplejen. Det skal bidrage til faglighed og værdighed i behandlingen af vores ældre og derudover understøtte sammenhæng med øvrige aktører i sundhedsvæsenet."

Den relativt lille pulje af penge står ifølge Ældresagen i kontrast til de forventerninger som regeringen skabte, da både statsministeren samt sundheds- og ældreministeren var på banen med løfter om bedre forhold for de ældre efter TV2- dokumentaren ’Plejehjem bag facaden’.

Ældresagen: Det er en falliterklæring

Regeringen har lagt ekstra 21 milliarder ind i finansloven i form af forøget underskud for blandt andet at fastholde løftet om fuld demografisk dækning for udgifterne til flere børn og ældre. Alligevel kalder Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, det for en "falliterklæring" at der ikke er afsat penge til et egentligt serviceløft i ældreplejen.

"Hvis nogen tror, at Danmark har glemt, at der er tale om helt horrible forhold for landets ældre, så kan de godt tro om igen. Vi forventer, at både regeringen og samtlige partier i Folketinget står ved deres flotte ord og gode hensigter fra sommeren om at få værdigheden tilbage i ældreplejen. Det er ikke noget man kan snakke sig ud af, det kræver handling, og det kræver massive investeringer," siger Bjarne Hastrup

Torben Klitmøller Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, kalder de 200 millioner for "fesent" i forhold til politikernes udtalelser efter TV2-Dokumentaren.

"De 200 millioner rækker ikke til noget som helst, når man tænker på, at jeg som sektorformand i FOA repræsenterer 70.000 medlemmer. Når man deler det beløb ud på så mange, så er det jo ingenting," siger Torben Klitmøller Hollmann til NB-Kommune.

"Det bliver ikke bedre af, at erfaringen viser, at det er især ansatte med længere uddannelse – for eksempel sygeplejersker og akademikere – der kommer langt mest på efteruddannelse. Så hvis det her skal batte noget, skal beløbet til kompetenceudvikling være langt større og målrettes frontmedarbejderne," siger Torben Klitmøller Hollmann.

Usædvanligt at regeringen spiller ud med pulje

Ifølge Martin Damm er der ikke noget usædvanligt i, at der i en finanslov er en relativ lille pulje på et område, som markerer forligspartiernes fokus på et af de store velfærdsområder.

"Det usædvanlige ved ældrepuljen er, at det er regeringen der spiller ud med det. Normalt kommer det fra støttepartierne," siger Martin Damm, der har fulgt relationen mellem finansloven og kommunerne på nærmeste hold i mange år som en del af KL's formandsskab.

KL vil ifølge Martin Damm have fokus på at undgå et stort bureaukrati i forbindelse med den nye pulje.

"Vi har altid været imod de der puljer, for det giver en mærkelige styring. Men vi anerkender også, at det er svært at komme helt af med dem på grund af de dynamikker, der er i politik. Appellen fra os vil altid være: Husk nu, at det ikke må ende med at koste mere i administration end de deler ud. For os er det meget ærgreligt, hvis alle pengene bliver sådan noget med revisorerklæringer, for så forsvinder de hurtigt. Vi må have en gensidig interesse i, at det bliver ubureaukratisk, så pengene går til de ældre," siger han,

Rent faktuelt er den foreslåede pulje relativ stor i forhold til mange andre puljer og overholder derfor uden problemer en tidligere fastsat målsætning fra alle partier om, at der ikke må oprettes puljer under 10. millioner kroner.

Læs også:
Alle partier lover at halvere antallet af puljer inden 2022

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Ældrepleje, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]