Borgerrådgiver i Haderslev Kommune Lise Uldal Kræmmergaard skriver i sin årsberetning om forråelse blandt nogle af kommunens medarbejdere. Det ordvalg skaber debat i byrådet.

Borgerrådgiver i Haderslev Kommune Lise Uldal Kræmmergaard skriver i sin årsberetning om forråelse blandt nogle af kommunens medarbejdere. Det ordvalg skaber debat i byrådet. - Foto: Haderslev Kommune

Borgerrådgivers ordvalg får politikere op i det røde felt

En borgerrådgivers årsberetning har sat gang i en hed debat i Haderslev om, hvorvidt kommunalt ansatte i konfliktsager med borgere udviser forråelse.

Udgivet: 27/08/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Ordet 'forråelse' i en årsberetning udløser en hed debat i Haderslev byråd om medarbejdernes og ledernes indstilling til borgerne.

Det skriver JydskeVestkysten.

Borgerrådgiver Lise Uldal Kræmmergaards årsberetning om aktiviteter og erfaringer fra det seneste år var til behandling i byrådssalen onsdag, og så kom der ellers gang i debatten.

I sin beretning beskriver Lise Uldal Kræmmergaard, hvordan kommunens medarbejdere i visse tilfælde udviser en forråelse i konfliktsager med borgere.

Det sker i en proces, "hvor medarbejderen bliver tiltagende rå og kold i sine tankegange og reaktionsmønstre. Forråelse handler altså om en gradvis eskalering af negative og kolde tanker om de mennesker, vi er professionelt engagerede i at hjælpe," skriver Lise Uldal Kræmmergaard blandt andet ifølge avisen.

Hun understreger, at forråelsen ikke er en generalisering af medarbejderne i forvaltningerne, men at den viser sig fra tid til anden, og at det ofte er medarbejderens forsvarsmekanisme, der træder frem.

Og det er valget af ordet ‘forråelse’, der blev aftenens store diskussionsemne. Netop forråelse er blevet nævnt flere gange som årsag til den svigt i ældreplejen, som TV 2 har dokumenteret.

SF’s byrådsmedlem Bent Iversen advarede mod, at det bliver opfattet som et problem hos den enkelte medarbejder:

“Vi skal se på systemet. Hvordan er arbejdsvilkårene, har de for mange sager, er der for lidt tid. Det her er et spørgsmål om ressourcer, tid, ledelse og uddannelse," sagde Bent Iversen på byrådsmødet.

Inga Lykke (V) er selv uddannet sygeplejerske, og hun er overrasket over, at ordet i det hele taget er brugt i årsberetningen.

“Det er mine kolleger inden for sygeplejen, der rammes her. Det er meget, meget stærke ord, og jeg er ikke enig. Jeg vil snarere sige, at der kan komme en mæthed i relationerne mellem personale og borgere,” sagde Inga Lykke ifølge JydskeVestkysten.

Løsgænger og tidligere medlem af Enhedslisten Mogens Rerup ser også problemet som tegn på dårlig ledelse. Han skriver i en kommentar på Facebook:

“Forråelsen er netop et problem ved den enkelte medarbejder - men det store problem kommer, når lederen/ledelsen ikke griber ind. Det går helt galt, når en leder ikke har en socialfaglig uddannelsesbaggrund og simpelthen ikke formår/har faglig intellekt til at vurdere konsekvensen af egne beslutninger,” skriver Mogens Rerup.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Emner: HR, Arbejdsmiljø, Samarbejdssystemer, Administration, Haderslev Kommune, Forvaltning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]