Borgmester Torben Hansen (S), Randers Kommune, vil ikke i første omgang sætte gang i en tilbundsgående ekstern undersøgelse af forholdene på ældreområdet i kommunen. (Arkiv)

Borgmester Torben Hansen (S), Randers Kommune, vil ikke i første omgang sætte gang i en tilbundsgående ekstern undersøgelse af forholdene på ældreområdet i kommunen. (Arkiv) - Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix

Byråd kræver tilbundsgående ekstern undersøgelse af ældreområdet

Stort flertal i byrådet i Randers Kommune ønsker ekstern undersøgelse af forholdene på ældreområdet efter dokumentarudsendelse. Borgmesteren er ikke helt afvisende.

Udgivet: 04/08/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Efter TV 2-dokumentaren ‘Plejehjemmene bag facaden’ for nylig, hvor blandt andre plejecentret 'Huset Nyvang' i Randers Kommune spillede en uheldig hovedrolle, ønsker byrådspolitikere fra begge fløje nu at undersøge samtlige ældrecentre i kommunen.

Bag forslaget står Venstre, Dansk Folkeparti, Beboerlisten, SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Velfærdslisten, men Socialdemokratiet med borgmester Torben Hansen i spidsen mener ikke, at det er tid til en tilbundsgående undersøgelse af forholdene. I hvert fald ikke endnu.

“Skal vi så ikke lige se, om det er den vej eller en anden vej, vi skal gå. Det kan godt være, at vi ender der, men nu tager vi et skridt ad gangen," siger Torben Hansen til Randers Amts Avis.

Borgmesteren henviser i stedet til en interviewundersøgelse, som blev lavet i foråret om Huset Nyvang, og det er resultatet herfra, Torben Hansen gerne vil se på og drøfte først.

Men de øvrige partier mener, at interviewundersøgelsen ikke er tilstrækkelig til at give et fuldstændigt billede af forholdene på det kritiserede demensplejehjem i det nordlige Randers.

“I undersøgelsen har man ikke forholdt sig til de alvorlige elementer, der er i TV2's dokumentar. Spørgsmålet er, om undersøgelsen overhovedet er dækkende nok i forhold til de problematikker, der er kommet frem,” siger Venstre-byrådspolitiker Christian Brøns.

Han siger til Randers Amts Avis, at både han og andre byrådsmedlemmer efter TV2-dokumentaren har fået flere henvendelser om kritisable forhold på andre plejecentre i kommunen.

“Jeg tror i høj grad, at det handler om en dårlig kultur, hvor man taler ned til beboerne og åbenlyst ignorer de behov, de har. Vi skal have belyst, hvad problemstillingerne er," siger Christian Brøns til avisen.

Flere ansatte og mere efteruddannelse

Borgmester Torben Hansen har indkaldt byrådet til et informationsmøde om interviewundersøgelsen i dag. Efterfølgende er der arrangeret fire møder med pårørende til beboere på Huset Nyvang, ligesom emnet er på bordet på omsorgsudvalgets møde senere i august.

Dansk Folkeparti varslede i forrige uge som det første parti i byrådet, at man kræver en tilbundsgående ekstern undersøgelse på alle kommunens plejehjem. Næstformand i omsorgsudvalget Susanne Nielsen (DF) vil også pege på flere ting på mødet med borgmesteren på mødet i eftermiddag.

“Vi vil blandt andet gerne have frem, hvad de pårørende kan forlange af de kontaktpersoner, der er på plejehjemmene, og hvad man kan stille op, når de ikke er til stede. Det er det, jeg hører, når de pårørende ringer til mig,” siger Susanne Nielsen til Randers Amts Avis.

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten foreslår helt konkret, at der ansættes 200 flere på omsorgsområdet i Randers Kommune - en merudgift årligt på 80 millioner kroner.

“Samtidig vil vi gerne sikre meget mere efteruddannelse. Derfor vil vi foreslå, at man sætter 10 millioner kroner af om året til at sikre efteruddannelse af medarbejdere på social- og ældreområdet. Og så vil vi se på mulighederne for at få et bedre tilsyn. Vi foreslår, at vi får en lokal ombudsmand på ældre- og handicapområdet," siger Kasper Fuhr Christensen.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30

Emner: Myndighed, Plejehjem, Tilsyn, Velfærd, Offentlig ledelse, Ældrepleje, Randers Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]