Almene boliger: Se hvor mange renoveringskroner din kommune får
I de kommende år kan beboere i almene boliger se frem til renoveringer for 18 milliarder kroner. Pengene fra Landsbyggefonden fordeler sig dog ikke ligeligt mellem kommunerne. Klik ind på kortet nedenfor og se, hvor meget din kommune får til at bringe almene boliger op i standard.
Udgivet: 24/06/2020
Herning, Albertslund og Brøndby er kommuner, som alle kan se frem til at få en en forholdsvis stor pose penge fra Landsbyggefonden til renovering af trængende boligbyggerier i de kommende år, mens kommuner som Rebild, Struer og Stevns ikke får en øre.
Renoveringskronerne frigives af Landsbyggefonden som følge af den nye boligaftale fra foråret.
Glæde i Dansk Byggeri
Erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius, er glad for boligaftalen fra foråret og for de projekter, der kan gå i gang ude i kommunerne. Aftalen om Landsbyggefondens renoveringsprojekt har stor betydning for beboerne i landets almene boliger og for klimaet og beskæftigelsen, siger Torben Liborius.
Han mener, at det er på høje tid, at aftalen om forbedringer blev vedtaget.
“Der er et efterslæb på vedligeholdelse af almene boliger, og det skal der gøres noget ved. Det er på høje tid for beboerne at få renoveret deres boliger, derfor er det et godt tidspunkt, at denne aftale vedtages,” siger Torben Liborius til NB-Kommune.
Større beskæftigelse og flere lærepladser i byggebranchen
Renoveringsprojektet dækker over mange slags projekter. Det er positivt, fordi flere forskellige slags virksomheder bliver beskæftiget, vurderer Torben Liborius.
“Med denne aftale etableres der flere lærer-og elevpladser i byggebranchen. Det er vi meget glade for,” siger han.
Pengene rækker ikke i det lange løb
Trods det store milliardbeløb, som Landsbyggefonden bevilliger kommunerne, mener Torben Liborius, at pengene ikke rækker i det lange løb. Han forudser, at vi kommer til at stå over for en udfordring på den anden side af 2021.
“De resterende milliarder, der er afsat udover de 18 milliarder kroner, der skal bruges lige nu og her, er et for lille beløb i forhold til det behov, der er for vedligeholdelse i kommunerne. Det vil endnu engang danne et efterslæb - folk kommer bagest i køen igen", siger Torben Liborius.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29












































