
Staten giver i år 500 mio. kr. til bedre normeringer i daginstitutioner. Kommunerne er nu ved at fastlægge den interne fordelingsnøgle for pengene. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Minimumsnormeringer: ‘Nogle må gå tomhændet hjem’
Nu er der gang i den interne kamp i kommunerne om fordelingen af pengene til bedre normeringer. I Faaborg-Midtfyn Kommune kan det blive til alt eller intet for daginstitutionerne.
Udgivet: 26/05/2020
Som en del af finansloven skal 500 millioner kroner fordeles mellem kommunerne i 2020 for at sikre bedre normeringer i daginstitutionerne.
Og internt i kommunerne er overvejelserne i fuld gang om, hvordan pengene skal fordeles internt. Således også i Faaborg-Midtfyn, hvor byrådet tirsdag skal tage stilling til, hvilken fordelingsnøgle, der skal anvendes. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Faaborg-Midtfyn Kommune har fået knap fire millioner kroner. Men formand for Opvækst- og Læringsudvalget Kim Aas Christensen (S) kan ikke love, at penge fordeles lige til alle 21 kommunale eller selvejende daginstitutioner.
Faktisk kan nogle børnehaver blive de store vindere, mens andre måske ikke får én eneste krone til ekstra pædagoger.
“Alle går jo og venter på det. Selvom det nok ikke rækker til det helt store alle steder, så kan det måske give til lidt mere personale i de travle ydertimer,” siger Kim Aas Christensen til avisen.
Tre mulige fordelingsnøgler
Byrådspolitikerne skal vælge mellem tre forskellige måder at fordele pengene på.
Enten kan de fordeles i lige store dele mellem alle børnehaverne ud fra antallet af børn. Men det vil samtidig betyde, at de enkelte børnehaver ikke får råd til at ansætte en fuldtidspædagog.
En anden mulighed er at fordele pengene på børnehaver med flest sårbare børn. Og endelig er der den tredje mulighed, hvor alle børnehaver får lidt, men hvor de børnehaver med flest sårbare børn får lidt flere penge til ekstra personale end de andre.
Det er den sidstnævnte løsning, som udvalgsformanden er størst tilhænger af.
“Alle skal kunne mærke det, men det er også vigtigt, at vi har fokus på de sårbare børn og hjælper dér, hvor behovet er størst,” siger Kim Aas Christensen til Fyens Stiftstidende.
Alligevel vil han ikke love, at det bliver det model, byrådet beslutter sig for i sidste ende.
“Det kan godt være, at nogle kommer til at gå tomhændet hjem,” siger han.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28
Emner: Budget, Daginstitution, Minimumsnormeringer, Faaborg-Midtfyn Kommune













































