Ligesom mange andre kommuner bøvler man i Jammerbugt Kommune med, at budgettet bliver sprængt på områderne social og ældre. Det oplyser borgmester Mogens Chr. Gade (V).

Ligesom mange andre kommuner bøvler man i Jammerbugt Kommune med, at budgettet bliver sprængt på områderne social og ældre. Det oplyser borgmester Mogens Chr. Gade (V). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Stor budgetoverskridelse giver igen debat

Igen i år er der en markant overskridelse af budgettet i Jammerbugt Kommune. Det udløser debat om økonomistyringen. Ligesom i mange andre kommuner er det på handicap- og seniorområdet, at det især kniber for kommunen med at tøjle udgifterne.

Udgivet: 05/12/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Er der noget galt med økonomistyringen?

Og kan det passe, at udgifterne til ældre, handicappede og arbejdsløse skal være så svære at tøjle?

De spørgsmål melder sig for tiden i nordjyske Jammerbugt Kommune. Her har man ifølge Nordjyske udsigt til i år at overskride budgettet på områderne social, sundhed og beskæftigelse med ikke mindre end 46,9 millioner kroner. Det er en forholdsvis stor overskridelse i en kommune af Jammerbugts størrelse.

Overskridelsen vækker opsigt, fordi forvaltningen for Social Sundhed og Beskæftigelse (SSB-forvaltningen) også i 2021 sprang sit budget. Da var det for et tilsvarende beløb - nemlig 50 millioner kroner.

Borgmester i Jammerbugt Mogens Chr. Gade (V) ærgrer sig hver gang, budgettet ikke holder. Men han vurderer, at man ikke kan gøre noget ved det nu og her.

"Vi har vidst, det ville blive overskredet på seniorområdet, voksen-handicapområdet og beskæftigelsesområdet. Det er i øvrigt områder, hvor der er budgetoverskridelser i mange kommuner," siger Mogens Chr. Gade til Nordjyske.

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt besluttede tidligere på året, at der skulle være større fokus på at få has på udgifterne under SSB-forvaltningen. Beslutningen kom på baggrund af flere anklager mod forvaltningen og dens leder Hanne Madsen. Anklagerne kom fra den tidligere stabschef Michael Binderup, og de gik på manipulation med økonomien i SSB-forvaltningen og en ledelsesstil baseret på frygt, der skabte et dårligt arbejdsmiljø.

Borgmester Mogens Chr. Gade vurderer, at der i 2023 vil blive en bedre økonomistyring i SSB-forvaltningen.

"Budgetforudsætningerne har ikke været tilstrækkeligt gode, og det må vi tage ansvaret for politisk og administrativt. Det er der, vi har øvet os i at få nogle bedre budgetforudsætninger for 2023, og at vi allerede nu, når vi starter året, laver budgettjeks på de områder, der overskrides over hele landet," siger Mogens Chr. Gade til Nordjyske.

Læs også:
Massive budgetoverskridelser på socialområdet fem år i streg

Sidst opdateret: 05/12/2022 - 11:21

Temaer: Budgetter

Emner: Jammerbugt Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]