
Borgmesteren i Kerteminde Kasper Ejsing Olesen (S) maner til besindighed, når man ser på kommunens tab på værdipapirer. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Mindre kommune må indkassere milliontab på aktier
Fynsk kommune sætter 15 millioner kroner til ved salg af værdipapirer. Det får dog ikke borgmesteren til at ændre på kommunens investerings-strategi.
Udgivet: 22/11/2022
Det er ikke rart at indkassere tab. Men det har nordøstfynske Kerteminde Kommune valgt at gøre. For nogle uger siden solgte kommunen værdipapirer med et tab på 15 millioner kroner.
Det skriver Fyens Stiftstidende. Avisen kan berette, at et stort flertal i Kerteminde byråd i foråret valgte at skrue op for risikoen i sin værdipapir-portefølje. Det skete ved at øge andelen af aktier i porteføljen, der består af en blanding af fonde og obligationer. Beslutningen betød også, at kommunen i slutningen af juni skiftede deres kapitalforvaltere SEB og Sydbank ud med Nykredit og Jyske Bank.
De nye kapitalforvaltere valgte i oktober at sælge en stor del af værdipapirerne, hvilket har udløst tabet på de 15 millioner kroner.
Borgmesteren i Kerteminde, Kasper Ejsing Olesen (S), ser med sindsro på tabet og maner til besindighed.
"Kigger man på de seneste år, har kommunen tjent mange millioner på aktier. I år er de så faldet. Man må aldrig bare kigge på aktier i en periode på eksempelvis et halvt år," siger Kasper Ejsing Olesen til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 23/11/2022 - 12:55
Emner: Kerteminde Kommune, Likviditet












































