
Regeringen vil under økonomiforhandlingerne, som begynder her tirsdag, kræve, at kommunerne i højere grad bruger anlægsrammen til grøn omstilling. Blandt andet til udbredelse af fjernvarme - som her i Aabenraa. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen vil gøre anlægsrammen grøn
Under økonomiforhandlingerne med KL kommer regeringen til at stå på, at anlægsrammen i højere grad skal tiltænkes grønne investeringer. Det drejer sig blandt andet om udrulning af fjernvarme samt udskiftning af olie- og gasfyr i kommunale bygninger.
Udgivet: 10/05/2022
Kommunerne skal sikre, at deres anlægsinvesteringer får en grønnere profil eksempelvis ved at få rullet fjernvarme ud til flere og få udfaset olie-og naturgasfyr i kommunale bygninger.
Det krav om en grønnere profil på anlægsrammen har finansminister Nicolai Wammen (S) med i tasken her tirsdag, når han indleder forhandlingerne med KL-toppen om økonomiaftalen for 2023.
I april ved præsentationen af regeringsudspillet 'Danmark kan mere II' gjorde Wammen det klart, at grøn omstilling bliver en del af økonomiforhandlingerne. På et pressemøde sagde han om anlægsinvesteringer:
"Det bliver nogle svære beslutninger, for hvis man skal ind og se på eksempelvis vejprojekter, så vil der være nogle borgmestre, som siger: ‘Jo jo, vi vil gerne, at vi skynder os og laver den grønne omstilling, men vi vil også gerne have en bestemt vej.'"
"Da må vi så i fællesskab gå ind og tage det ansvar og spørge: Er der nogle ting, som kommer først? Og vi mener at opgaven med at blive uafhængig af russisk gas er den absolut vigtigste anlægsopgave, som vi står med lige nu."
Budskabet fra regeringen er klart: Udrulning af fjernvarme er vigtigere i kommunerne skal have meget høj prioritet. Og derudover blev det også gjort klart, at udskiftning af olie- og gasfyr i kommunale bygninger bliver en del af økonomiforhandlingerne nu. I 'Danmark kan mere II' står:
"Regeringen vil desuden drøfte en plan for udfasning af olie- og gasfyr i kommunale og regionale bygninger med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening som en del af de kommende økonomiaftaler."
Som tidligere omtalt i NB-Kommune er man i KL positive over for at investere massivt i udrulning af fjernvarme for at fjerne afhængigheden af gas. Men formanden for KL's Klima- og Miljøudvalg, borgmester Birgit S. Hansen, har tidligere gjort det klart, at regeringen må sørge for at give kommunerne større frihed og de rette økonomiske forudsætninger for at kunne udrulle fjernvarme i højt tempo.
Normalt tager planlægning og udbygning af fjernvarme nemlig lang tid. Så er det overhovedet realistisk, at kommunerne kan komme med en udmelding til borgere med naturgasfyr allerede i år om overgang til fjernvarme som ønsket af regeringen?
Det spurgte NB-Kommune KL-udvalgsformand Birgit S. Hansen (S) om i april, og hun svarede:
"Om det er realistisk eller ej med at udsende et brev i år, det afhænger helt af, hvilken aftale, vi kan få med regeringen. Nu har de ligesom bestilt ‘musikken’. Men vi mangler at få svar på, hvem der betaler for musikken, og hvordan det skal foregå."
I juni vil det fremgå af tekstafsnittet i den færdigforhandlede økonomiaftale for 2023, hvor langt regeringen og KL er nået til enighed om at gøre anlægsrammen grøn. Kommunerne har her i 2022 en anlægsramme på 19,9 milliarder kroner.
Sidst opdateret: 10/05/2022 - 11:03
Temaer: Økonomiaftale
Emner: Nicolai Wammen (S), finansminister, Anlægsramme, Fjernvarme, Birgit S. Hansen - formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg











































