
Egedal Kommune er den seneste af kommuner, hvor borgernes forslag inden for især kultur og idræt bliver vakt til live via et borgerbudget. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Her bliver borgernes ideer til virkelighed
Egedals borgere kan fremover føre deres egne kommunale projekter ud i livet. Ideerne finansieres af borgerbudgettet, og i sidste uge vedtog Egedal Kommunes byråd at bevilge penge til i alt ni ideer fra borgere, som havde søgt penge i borgerbudgettet.
Udgivet: 09/05/2022
Kun meget få kommuner har et borgerbudget. Erfaringerne hidtil viser, at borgerbudgetterne har medvirket til at styrke demokrati og lokalt engagement og ejerskab.
Nu er turen kommet til Egedal, skriver kommunen i en meddelelse. Her har vedtagelsen af borgerbudgetter kastet 26 gode ideer fra borgere af sig. I alt 500.000 kroner har borgerne kunnen søge om andel i, for at leve deres lokale idedrøm ud.
"Det er banebrydende for Egedal det her. Og det er skønt at iderigdommen har været stor og lysten til at tage initiativ enorm. Det er så fedt at se, hvordan alle ideerne tager udgangspunkt i at ville Egedal og fællesskabet. Det har været svært at udvælge nogle ideer frem for andre. Men til sidst valgte vi, at se på de ideer, der gavner kultur og fritidslivet. For foreningslivet har i den grad brug for at blive hørt og anerkendt," siger Egedals borgmester Vicky Holst Rasmussen (S).
De indkomne Idéer spænder prismæssigt fra 10.000 kr. op til 500.000 kr. Tilsammen er der søgt om knap tre millioner kroner.
Alle de vedtagne forslag får, hvad de søgte om, undtagen det dyreste, der handler om et sted at mødes i Søsum. Her regnede man lidt baglæns og i stedet for de ansøgte cirka 153.000 kroner, gives beløbet op til 500.000 kroner modregnet de andre projekter.
Egedal Kommune er ikke den første kommune, der indfører borgerbudget. NB-Kommune har tidlige skrevet om forsøg i Næstved Kommune. Læs artiklen herunder.
Fælleskab, kultur og idræt
Idéerne er altså valgt ud fra et tema om kultur og idræt. Idéerne vil skabe værdi for fire lokalsamfund: Ganløse, Søsum, Ølstykke og Ledøje, ligesom andre ideer kommer til gavn for borgere i hele Egedal Kommune.
Idéerne skal bringe borgerne sammen ved hjælp af læseglæde, film, musik, idræt og fælleskaber. Nogle idéer tilgodeser kulturelle områder, andre ideer samler borgerne ved at give muligheder for idrætsaktiviteter.
"Det her er det her, vi har manglet i kommunen. Vi er 17 lokalsamfund, sammenlagt af tre kommuner. Gennem mange år har vi lagt vægt på med nybyggeri og vækst på gader og stræder. Flere kan jo godt nikke genkendende til, at det til tider er gået lidt hurtigt. Man kan måske sige, at vi ikke har mærket efter og haft hjertet helt med," siger Vicky Holst Rasmussen og fortsætter:
"Jeg håber at de her fantastiske ideer til borgerbudgettet, betyder at vi alle får en mere nuanceret følelse af fælleskab og sammenhold. Jeg har boet her hele mit liv og jeg synes vi har en rigtig dejlig kommune. Når de her forslag realiseres, har jeg en tro på, at det vil give os alle et skub i retning af mere fælleskabsfølelse."
Kommunen vil i den kommende tid tage fat i alle de projekt-ejere, der har fået bevilget penge, og hjælpe dem videre i processen. Desuden vil der være endnu en runde i 2023, hvor Egedlas borgere kan søge om midler i borgerbudgettet - også med en pulje på 500.000 kr.
De vedtagne forslag er:
Nr. 1: Små øjeblikke – i Egedal.
Nr. 2: Egedal – Bogfest.
Nr. 15: Musik på Grønningen.
Nr. 17: Ølstykke Open Air.
Nr. 20: Multibane i Ledøje.
Nr. 24: Idrættens dag: Idræt på tværs – på tværs af Egedal.
Nr. 10: Anløbsbro Værebro å Tangbjerg fællesareal.
Nr. 6: Fremme af biodiversitet på græskilen mellem Kelsted og Korshøj.
Nr. 19: Et sted at mødes i Søsum for 100.250 kr.
Sidst opdateret: 09/05/2022 - 11:05
Emner: Egedal Kommune, Demokrati, Lokaldemokrati, Borgerkontakt, Borgerinddragelse







































