
Aalborg-borgmester og KL-udvalgsformand Thomas Kastrup-Larsen (S) er gået ned med stress. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Aalborg-borgmester er gået ned med stress
Borgmester i Aalborg og udvalgsformand i KL, Thomas-Kastrup Larsen (S), har sygemeldt sig med stress. 'Vi har stor forståelse for Thomas' situation og vil gøre alt for at skaffe ham ro,' siger gruppeformand.
Udgivet: 20/01/2022
Som adskillige andre toppolitikere har 48-årige Thomas Kastrup-Larsen (S) måtte sande, at det er psykisk hårdt at være fremme i front. Som borgmester i Aalborg og KL-udvalgsformand har top-socialdemokraten set sig nødsaget til at sygemelde sig med stress.
Det fremgår af en kort meddelelse fra Aalborg Kommune, hvori står:
"Til orientering er borgmester Thomas Kastrup-Larsen sygemeldt med stress indtil videre. 1. viceborgmester, Helle Frederiksen (S), varetager de nødvendige funktioner i borgmesterens fravær indtil videre."
I den socialdemokratiske byrådsgruppe i Aalborg vil man prøve at værne om Thomas Kastrup-Larsens mentale tilstand. Det oplyser gruppeformand Lasse Frimand Jensen (S).
"Vi har stor forståelse for Thomas' situation og vil gøre alt for at skaffe ham ro. Vi har set andre kolleger blive ramt af stress og har stor forståelse for det," siger Lasse Frimand Jensen til NB-Kommune.
Som nævnt skal viceborgmester Helle Frederiksen varetage borgmester-hvervet, mens Thomas Kastrup-Larsen er sygemeldt. Om årsagen til stress-sygemeldingen siger Lasse Frimand Jensen:
"Vi ved ikke, hvorfor Thomas er blevet syg. Og vi er mest af alt interesseret i at gøre det, vi kan, for at få ham på banen igen."
Thomas Kastrup-Larsen og socialdemokraterne i den nordjyske hovedstad led et stort nederlag ved kommunalvalget i november. Her tabte partiet fem mandater, så det nu har 12 tilbage i Aalborg Byråd. Thomas Kastrup-Larsen var blandt andet i modvind på grund af sin støtte til en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm.
Blå bog
48-årige Thomas Kastrup-Larsen har siden 2014 været borgmester i Aalborg, der er landets fjerdestørste by. Han har været medlem af byrådet i Aalborg siden 1998.
Ved det seneste kommunalvalg i november fik han 14.453 personlige stemmer, hvilket var knap en halvering fra kommunalvalget i 2017.
Sidst opdateret: 20/01/2022 - 16:07
Emner: Arbejdsmiljø, Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg og borgmester i Aalborg








































