
Selvom man er storbykommune, kan man godt være grøn og CO2-venlig. Det mener den nye borgmester i Frederiksberg Kommune Michael Vindfeldt (S). Han har med et rødt/grønt flertal i ryggen store klimaplaner. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix (arkiv)
Borgmester: Storbykommune skal være meget mere grøn
Selv en storbykommune som Frederiksberg kan sagtens blive meget mere grøn, mener den nye borgmester Michael Vindfeldt (S). Han ønsker storbyzoner, som trækker CO2 ud af luften og drømmer om solceller på kommunale tage. At skrotte parkeringspladser bliver dog ingen mærkesag for ham.
Udgivet: 01/02/2022
Der er kommet et nyt rødt/grønt flertal i storbykommunen Frederiksberg efter 112 års konservativt styre. Det nye flertal vil sætte ekstra skub i den grønne omstilling, lover den nye socialdemokratiske borgmester Michael Vindfeldt i et interview med NB-Kommune.
Under den forrige borgmester Simon Aggesen (K) satte Frederiksberg Kommune sig som mål at blive Danmarks førende by for elbiler. Den ambition vil Michael Vindfeldt opretholde:
“Det giver super god mening at have den målsætning. Dels har vi mange borgere, som har eller gerne vil have en elbil. Dels har det hidtil været sådan, at cirka 40 mennesker dør for tidligt hvert år som følge af luftforurening,” siger Michael Vindfeldt.
For at fremme omstillingen til elbiler lover borgmesteren, at man vil gøre en “stor indsats” for at få udvidet ladestrukturen i kommunen. Her er det en udfordring for de mange beboere i etageejendomme på Frederiksberg, at det kan være svært at finde en ledig ladestander i nærheden.
“Vores mål er, at alle elbilejere, som bor i lejlighed, skal have en offentlig ladestander højst 200 meter fra deres gadedør,” siger Michael Vindfeldt.
"Vi overvejer at indføre et krav i vores byggekontrakter om, at entreprenørmaskiner skal være eldrevne"
Kommunen som sådan var den første i Danmark med eldrevne skraldebiler. Og man skal ifølge borgmesteren videre ad den vej med omstilling af kommunens bilpark fra fossilt brændstof til el.
“Vi kan også gøre en del som kommune, når vi køber ind. Eksempelvis overvejer vi at indføre et krav i vores byggekontrakter om, at entreprenørmaskiner skal være eldrevne,” fortæller Michael Vindfeldt.
P-pladser er vigtige
I Frederiksbergs nabokommune København talte blandt andre den nyvalgte overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i kommunalvalgkampen om at nedlægge parkeringspladser for at mindske bilismen og dermed mindske CO2-udledning, forurening og trafikstøj.
“Vi kommer ikke til som i København til at nedlægge en masse p-pladser. Der er mange familier, som har brug for bil, og nogle for to, for at få deres hverdag til at hænge sammen. Det skal vi ikke forhindre dem i. Vores politik vil være at bevare antallet af p-pladser, som det er nu.”
For år tilbage førte De Konservative på Frederiksberg valgkamp på at øge antallet af p-pladser markant. Det har Michael Vindfeldt ikke planer om.
"Vi vil dog i forbindelse med nybyggerier gøre en del ud af at klarlægge, om der er mulighed for at få parkeringskældre," siger borgmesteren.
En forkætret vej

Når det gælder om at gøre Frederiksberg mere grøn og mindre plaget af støj og luftforurening, så er der en sag, som står Michael Vindfeldts hjerte nært:
I dag bliver en del af Frederiksberg kløvet af Bispeengbuen. Det er en motortrafikvej, der som hovedfærdselsåre ind til centrum af København i årtier er blevet kritiseret for at øge trafikstøjen og luftforureningen i sit nærområde. Den er også blevet udråbt til 'Københavns største øjebæ'.
“Jeg tør godt love enhver regering og mit eget parti, Socialdemokratiet, at jeg vil bide mig fast til et hvert forhandlingsbord, hvor der er mulighed for at få lagt Bispeengbuen ned i en tunnel eller noget andet," siger Michael Vindfeldt og fortsætter:
"I Aarhus har de nu udsigt til at få Marselis-tunnelen, og det er godt for dem. Men der er mindst et lige stort behov for en tunnel på Frederiksberg og Nørrebro."
Danmarks første CO2-positive byområde
Frederiksberg-borgmesteren har også et projekt, som han glæder sig over er i sin vorden. Kommunen har indgået en aftale med Region Hovedstaden om at købe den store grund, hvor Frederiksberg Hospital i dag har til huse. Her lægger borgmesteren op til, at der skal være mindst 600 boliger, og der skal være blandt andet erhvervslejemål, plejehjem og sundhedsklinikker.
“Vi ønsker også, at det nye område skal være emissionsfrit. Altså ingen adgang for køretøjer og maskiner, som er drevet af benzin eller diesel. Og så vil vi gerne gøre det til Danmarks første CO2-positive-område. Altså der skal indvindes mere CO2, end der udledes.”
Der har været en del politisk palaver om opsætning af solceller på kommunale tage. Som det har været hidtil, så skal der oprettes et firma hver gang, man som kommune sætter så meget som et solcellepanel op på et kommunalt tag. Det bureaukratiske krav har regeringen imidlertid sagt, at man vil lave om.
“Her på rådhuset på Frederiksberg har vi kommunens største arbejdsplads. Og så vidt jeg ved, er arealet af rådhusets tag 20 kvadratmeter større, end det er på Københavns Rådhus (det forhold kan vi godt lide her i kommunen… ha, ha). Tænk hvis vi kunne sætte en masse solceller op på rådhusets tag - og også her bidrage til CO2-reduktionen!”
Sidst opdateret: 01/02/2022 - 15:22
Emner: Klima, Frederiksberg Kommune








































