Klummen er skrevet af Tom Ahlberg - redaktør af kulturmediet Søndag Aften og tidligere skole- og kulturborgmester i København.

Landets kommuner har gjort klar til magtskifte. De 98 kommunalbestyrelser har konstitueret sig med kulturudvalg af variable størrelser og med variable arbejdsopgaver. Kulturudvalgene er sjældent 'rene', men hyppigt med en kombineret opgaveportefølje: by- og kulturudvalg, sundheds-, idræts- og kulturudvalg, kultur- og fritidsudvalg, unge- og kulturudvalg, børne- og kulturudvalg, børne-, fritids- og kulturudvalg, kultur- og civilsamfundsudvalg, social- og kulturudvalg, eller lærings-, social- og kulturudvalg.

Udvalgenes opgaver er lige så forskellige som kommunerne. Og det er såmænd meningen med det hele. Det lokale samfunds forhold og prioriteter afspejles i kommunalbestyrelsens arbejde. Sandsynligvis er en tredjedel af kulturudvalgenes medlemmer også helt nye medlemmer i kommunalbestyrelsen.

6 millliarder kroner

Kulturministeriets samlede udgifter udgør 12 milliarder kroner i 2022, hvoraf 4 milliarder er udgiften til DR og TV2-regionerne, som tidligere blev dækket af licensen. Kommunernes samlede udgifter til kultur udgjorde i 2021 5,7 milliarder kr., altså det halve af statens. Medierne viser desværre ikke en interesse for den kommunale kulturpolitik, svarende til den økonomiske betydning.

De vigtige spørgsmål varierer fra kommune til kommune. Folkebibliotekerne udgør over 40 procent af kulturbudgetterne og er uden sammenligning den vigtigste kommunale kulturinstitution – og arbejdsplads. Musik, museer og teatre fylder også væsentligt i kulturbudgetterne.

Og når man sidder dér i kulturudvalget, så er det ikke længere de ideologiske debatter fra valgkampen, som kræver opmærksomhed. Det handler om konkrete løsninger for de enkelte kulturaktører og institutioner.

Post-corona

Men den vigtigste opgave for de nyvalgte kulturudvalg bliver givetvis at sikre det lokale kulturlivs overlevelse post-corona. Alle dele af kulturlivet har åndenød, værst ser det måske ud for de mest usynlige dele: alle dem som ikke har medieopmærksomhed, som ikke har stærke organisationer til at hjælpe sig og som ellers har klaret sig uden at have brug for at lave lobbyvirksomhed overfor offentlige myndigheder.

De nye kulturudvalgsmedlemmer, som formår at hjælpe de ubemidlede og ofte ukendte gennem trængslerne, får derved også et kontaktnet, som kan blive guld værd i udvikling af ny kulturpolitik. Ofte vil det handle om at 'parre' de forskellige aktører, enten indenfor kulturområdet eller med helt andre typer virksomheder. Det er her de mange forskellige udvalgssammensætninger giver mening. Der er principielt tænkt i synergimuligheder, hvilket ofte er lettere tænkt end gjort.

Amatørlivet – musik, teater, dans og meget andet – er ofte overset, især når kulturpolitikken skal manifesteres som branding af kommunen. Det gælder også rammerne for det frivillige arbejde, som ofte sker gennem de lokale kulturhuse. Kulturhusene er de seneste års store succes og samtidig den oversete del af kommunernes kulturpolitik.

Armslængden mangler

Gennem de sidste tyve år er det gentagne gange blevet fastslået, at armslængdeprincippet er grundlaget for dansk kulturpolitik. Det gælder dog ikke i kommunerne, hvor politikere gerne får lov til at optræde som smagsdommere.

Mange kommuner har etableret fagligt funderede udvalg, som behandler konkrete ansøgninger. Det sikrer højere kvalitet i anvendelsen af midlerne – og at politikerne friholdes for at stå konkret til ansvar for indkøb af et maleri, støtte til en teaterforestilling eller diskutere, hvem som skal optræde ved en lokal festival.

Det vigtige politiske arbejde er at skabe og udvikle rammer for udfoldelse eller oplevelse. Ikke at forsøge sig som smagsdommer.

En god ny mulighed for at udvikle nye kulturpolitiske visioner består i de såkaldte opgaveudvalg. (styrelseslovens §17 stk. 4), som er midlertidige udvalg, som nedsættes af kommunalbestyrelsen. Det centrale er, at udvalgene både består af kommunalpolitikere og borgere valgt efter bestemte kriterier. Denne form for borgerinddragelse har vist sig givtig, når det handler om at få visionære ideer ind i det kommunalpolitiske arbejde. Fx vil det mange steder være en god idé at nedsætte et opgaveudvalg til at diskutere, hvordan det lokale kulturliv igen kommer på fode, efter corona.

Ud af kommunen

Den enkelte kommune er en silo. Man er optaget af lokale løsninger. Men man har selvfølgelig også brug for at samarbejde med nabokommuner og få ideer fra andre steder i landet. Mange steder er der veletablerede regionale kultursamarbejder, 'kulturregioner', som intet har med regionerne at gøre. Der er også nationale samarbejder.

Det vigtigste er Danmarks Biblioteksforening, som med forankring i bibliotekssektoren har mange bredere kulturpolitiske debatter. Her har man chancen for at møde såvel kulturpolitikere som embedsmænd fra hele landet. Ca. 80 af landets 98 kommuner er medlem af biblioteksforeningen. I realiteten varetager Danmarks Biblioteksforening det tværkommunale samarbejde, som på andre fagområder foregår i Kommunernes Landsforenings regi. En væsentlig forskel er, at mange fagfolk også deltager i biblioteksforeningen.

Institutionerne i kommunerne deltager også ofte i nationale netværk. Det er fx Kulturhuse i Danmark, Danske Teaterforeninger, Det frivillige Kulturelle Samråd, Amatørernes Kunst & Kultur Samråd eller Organisationen Danske Museer. Lokale institutioner nyder sædvanligvis rigtig godt af disse samarbejder, og kan derigennem vide mere om hvad der sker nationalt end lokale embedsmænd.

Næste punkt på dagsordenen: budgettet

Og til de helt nye kommunalbestyrelsesmedlemmer: budgettet for næste år skal vedtages i oktober. Men arbejdet påbegyndes i forårsmånederne. De forslag, som skal glide igennem systemet uden politiske skærmydsler, skal altså stilles i løbet af få måneder.

Det skal nok blive fire spændende år.