Valg: Forbedret Arne-pension vil udløse tab og gevinster i kommuner

S-forslag om forbedring af Arne-pensionen vil udløse betydelige tab og gevinster i kommunerne. Se, om din kommune står til tab eller gevinst.

Udgivet: 05/03/2026

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Kommunerne kan få en uventet gevinst eller et tab, hvis Socialdemokratiet får held til at gennemføre deres forslag om at forbedre Arne-pensionen med 3.000 kroner om måneden.

Den enkle forklaring er, at en forbedret Arne-pension ventes at øge interessen for den statsfinansierede Arne-pension på bekostning af den kommunalt finansierede seniorpension.

Det er den forventning, der er til det udspil, Socialdemokratiet fremlægger på et pressemøde i dag kl. 13.15 i København på det samme plejecenter, hvor man oprindeligt fremlagde Arne-pensionen.

Regler for balancetilskud har konsekvenser

På grund af de særlige regler om balancetilskud vil ændringen af Arne-pensionen imidlertid betyde tab for nogle kommuner, mens andre vil få en gevinst. Forklaringen er, at staten kompenserer kommunerne under ét via balancetilskuddet. Derfor får kommunerne i øjeblikket et ekstra balancetilskud på cirka 900 kroner pr. borger på grund af en samlet udgift til seniorpension på cirka 5,4 milliarder kroner.

De kommuner, der har betydeligt lavere udgifter til seniorpension pr. indbygger end de 900 kroner, får dermed et overskud, mens kommuner med udgifter betydeligt over de 900 kroner får et tab. Hvis udgiften til seniorpension eksempelvis halveres i takt med, at lønmodtagerne oftere vælger Arne-pensionen, vil kommunerne med overskud miste en del af den gevinst, mens kommunerne med tab vil få reduceret deres underskud.

Som du kan se i kortet nedenunder, er udgifterne til seniorpension meget skævt fordelt. Mens de rige kommuner i hovedstadsområdet og Østjylland typisk har udgifter på halvdelen af landsgennemsnittet, er udgiften ofte den dobbelte af landsgennemsnittet i en række yderkommuner.

I Langeland Kommune forventer kommunen at bruge 2.282 kroner pr. indbygger om året, og det betyder, at kommunen har et tab på over 1.000 kroner om året på grund af seniorpensionen. Det præcise beløb er svært at fastslå, fordi kompensationen over bloktilskuddet over tid indgår i den kommunale udligning.

Det er af gode grunde uvist, hvor meget en bedre Arne-pension i givet fald vil reducere søgningen til seniorpensionen over tid. Hvis udgiften halveres, vil en lille ø-kommune som Langeland få en gevinst i størrelsesordenen 500 kroner pr. indbygger, hvilket svarer til cirka 6 millioner kroner om året.

Fakta

Sådan vil S ændre Arne-pensionen

Når Socialdemokratiet senere torsdag præsenterer sit pensionsudspil, vil det indeholde en udvidet adgang til tidlig pension. Den såkaldte Arne-pension.

Ændringen i reglerne vil betyde, at de nuværende aldersgrænser for, hvem der kan få Arne-pension, ændres og i fremtiden ikke kan overstige 66 år selvom folkepensionsalderen stiger.

Desuden skal det være mere økonomisk attraktivt at gå på tidlig pension. Ydelsen for Arne-pensionister er i dag på 15.650 kroner om måneden før skat. Det vil Socialdemokratiet hæve, så den månedlige pension kommer til at svare til det, folk i parforhold får på seniorpension.

Arne-pensionen skal derfor hæves med 3.000 kroner om måneden, lyder det fra Socialdemokratiet.

I dag afhænger retten til Arne-pension af den gældende pensionsalder, og hvor længe man har været på arbejdsmarkedet.

Det betyder, at jo yngre man er, jo længere skal man vente på at kunne gå på tidlig pension, fordi pensionsalderen stiger over tid i takt med, at den generelle levealder stiger.

For eksempel vil en borger født i 1999 først have ret til Arne-pension som 71-årig med de nuværende regler.

Med Socialdemokratiets nye forslag vil en pension for den pågældende borger allerede kunne lade sig gøre som 66-årig.

Det afhænger dog fortsat af, hvor længe vedkommende har været på arbejdsmarkedet.

Hvordan skal det finansieres?

Det fremgår endnu ikke, hvordan Socialdemokratiet vil finansiere den udvidede ret til tidlig pension.

Men det kommer til at være fuldt finansieret, når Socialdemokratiet lægger det frem på deres pressemøde torsdag eftermiddag, lyder det.

Det er også uvist, hvad det vil betyde for arbejdsudbuddet.

Folkepensionsalderen skal stige med et halvt år ad gangen

Socialdemokratiet vil desuden ændre på den automatiske stigning i folkepensionsalderen. I dag stiger pensionsalderen med et år hvert femte år for at følge med den stigende levealder.

I stedet vil Socialdemokratiet lade pensionsalderen stige med et halvt år ad gangen.

Den model blev i 2022 anbefalet af Kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning. Pensionskommissionen nåede frem til, at det vil være økonomisk holdbart at sænke stigningen til et halvt år i stedet for et helt år.

Modellen vil ifølge kommissionens beregninger betyde, at folkepensionsalderen i år 2100 vil være 74 år i stedet for 77 år efter de gældende regler.

Den stigende pensionsalder er ellers fastlagt i en 20 år gammel politisk aftale. Det såkaldte velfærdsforlig. Den tradition vil Socialdemokratiet altså nu gøre op med.

Sidst opdateret: 23/04/2026 - 15:09

Temaer: Folketingsvalg

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]