Så skete det igen. Endnu en specialeplan druknede i et folketingsvalg.

Ligesom ved valget i 2022 indledte regeringen et forhandlingsforløb så sent i valgperioden, at det blev afbrudt af et folketingsvalg.

Denne gang var det dog ikke kun specialeplanen, det gik ud over, men også den omdiskuterede takstmodel, som den blev bundet sammen med i rammeaftalen på handicapområdet.

Spørgsmålet er nu, om den næste regering overhovedet har en ambition om at udrulle en specialeplan.

For i modsætningen til sidst har regeringens forhandlingsforløb tæret på idéen om specialeplanen. Vi har blandt andet set Danske Handicaporganisationer helt takke nej til SVM-regeringens udspil, som man anså som uambitiøs.

Og uanset hvem der måtte gå i regering næste gang, vil en specialplan være svær at sælge som en forbedring, hvis målgruppen takker nej.

Politikerne kan heller ikke længere tage for givet, at aktører på socialområdet i sig selv vil glædes over og tage imod en specialeplan, hvis ikke den indeholder forpligtigelser for visitationen og en væsentligt større målgruppe, end den SVM lagde op til.

Slap for takstmodelskritik i valgkampen

Regeringspartierne kan også ånde lettet op nu. For med valget bliver takstmodelsåget løftet fra deres skuldre.

Godt nok havde regeringen i økonomiaftalen med KL forpligtet sig på at gennemføre en takstmodel på botilbudsområdet.

Men modstanden var stor, da den primært blev læst som en spareøvelse. Samtidig var modstanden stor fra de private aktørers side.

Nu må det blive en fremtidig regerings problem, såfremt den ønsker at leve op til SVM-regeringens aftale med KL.

I stedet kan Socialdemokratiet nu bruge valgkampen på at tordne mod svindel og profitlofter, hvilket kan give partiet en klar ideologisk kant.

Om det skaber mere økonomisk bæredygtighed på socialområdet er en anden side af sagen.

Hvad så med bæredygtigheden?

I det hele taget er det relevant at træde et skridt tilbage og spørge: Hvad så med den faglige og økonomiske bæredygtighed på socialområdet?

Det var jo netop det, partierne gerne ville opnå med rammeaftalen.

Spørgsmålet er, hvor robust den aftale efterhånden er. Den har ikke karakter af et forlig, så partierne er ikke bundet. Hvis man helt dropper aftalens kronjuvel, som specialeplanen må siges at være, er spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at arbejde videre med aftalen. Og hvor meget appetit har partierne på at fortsætte det samarbejde.

Med valget er alt kastet op i luften. Og hvem siger, en kommende regering overhovedet vil fortsætte arbejdet med rammeaftalen? Det er også uvist, om en kommende socialminister overhovedet vil fortsætte samarbejdet i Sammen om Handicap-forummet.

Så hvad med den bæredygtighed? Lige nu er den trådt i baggrunden til fordel for politisk kant og valgkamp, men der kommer en regning efter valget, som en kommende socialminister er nødt til at forholde sig til.