Lokal Trepart Isefjord og Roskilde Fjord er med 20 deltagende kommuner en af landets største målt på medlemmer. I starten af november blev omlægningsplanen offentliggjort, dog med dissens i forhold til Roskilde Kommunes projekter.

Lokal Trepart Isefjord og Roskilde Fjord er med 20 deltagende kommuner en af landets største målt på medlemmer. I starten af november blev omlægningsplanen offentliggjort, dog med dissens i forhold til Roskilde Kommunes projekter. - Foto: Lejre Kommune

Grøn trepart

Trepart: Landbruget står uden for omlægningsplan i sjællandsk kommune

En generel randzone langs kysten og alle åer erstattede en stribe store skovprojekter i sidste fase af arbejdet med omlægningsplanen i Holbæk - til ærgrelse for kommunens repræsentant. Som et af de få steder i landet opfylder planen i indre Isefjord ikke delmålet for kvælstof i forhold til det fordelte indsatsbehov.

Udgivet: 07/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

En af de lokale treparter med den største opgave på kvælstofsiden er også blandt de sidste til at indgå aftale om en omlægningsplan, men nu er Trepart for Isefjord og Roskilde Fjord nået i mål med første del af arbejdet. Dog ikke med fuld accept af planen. I 19 ud af 20 kommuner er landbruget, naturfredningsforeningen og kommunerne blevet enige, men det gælder ikke i Roskilde Kommune, hvor landbrugets repræsentant har afvist otte skitseprojekter, som kommunen indtil videre står fast på, skal indgå i omlægningsplanen.

"Landbrug & Fødevarer påpeger, at planen ikke er arealeffektiv, idet store arealer er udpeget på arealer med høj retention og på produktiv landbrugsjord," står der i den offentliggjorte anbefaling, som treparten har sendt til byrådene.

For trepartens forperson vækker det ærgrelse, at Landbrug & Fødevarer ikke kan anbefale den samlede plan.

“Jeg havde naturligvis gerne set, at der var fuld enighed om den samlede plan inden tidsfristen den 1. november. Det nåede vi ikke, men jeg har tillid til, at det sidste falder på plads også i Roskilde Kommune,” siger Grethe Saabye (K), der er kommunalpolitiker i Lejre Kommune, i en pressemeddelelse.

Landbrugets repræsentant i treparten understreger, at det har været en meget svær proces, og at arbejdet ikke er færdigt.

"Vi ser frem til en egentlig dialog med Roskilde kommune her i 11. time, og vi tager erfaringerne fra den gode dialog i de andre kommuner med ind i mødelokalet, når vi skal mødes med Roskilde og finde løsninger til gavn for fjorden,” siger Lars Jonsson, der er formand for Nordsjællands Landboforening.

Uanset om de otte områder i Roskilde Kommune er med i planen, så vil målene blive opfyldt, bemærker den samlede trepart i brevet til byrådene. "Treparten opfordrer parterne til at indgå i en dialog med henblik på, at parterne finder en fælles løsning for de omtalte otte områder".

I de indtil videre offentliggjorte omlægningsplaner er Roskilde det første sted, hvor en af parterne står udenfor.

Tredje vandopland uden opfyldelse af mål

NB-Forsyning & Klima har spurgt Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø (SGAV), hvor mange af de 23 omlægningsplaner der ikke opfylder kvælstofkravene i alle delvandoplande. I de 19 omlægningsplaner, som SGAV indtil nu har verificeret, er der to undtagelser: Knudedyb i Vadehavet og Thisted Bredning i Limfjorden. Efter alt at dømme kan indre Isefjord, eftersom treparten kun har anvist skitseprojekter for 87 procent af det "fordelte indsatsbehov"

Treparten omkring de to nordsjællandske fjorde har stået med en af de mere vanskelige opgaver i landet. På tværs af hele området opfylder de fire delvandoplande målet for reduktionen af kvælstof på 911 ton, idet planens 346 projekter skønnes at kunne mindske udledningen med 948 ton. Det svarer til en målopfyldelse på 104 procent, hvilket gør omlægningsplanen mindre robust end de fleste andre.

Kommunerne med jord ned til den indre del af Isefjord (primært Holbæk, Lejre og Odsherred) skulle levere næsten to tredjedele af trepartens reduktion, men i omlægningsplanen er der kun anvist skitseprojekter for 87 procent af det fordelte indsatsbehov. Den manglende målopfyldelse i den indre del af Isefjord opvejes af større reduktioner end minimumskravet i de andre vandoplande.

I omlægningsplanen lægger treparten vægt på, at nettoindsatsbehovet er opfyldt i indre Isefjord, hvor der samtidig vurderes der at være et godt potentiale for yderligere udpegninger af minivådområder.

"Det fordelte indsatsbehov er en rettesnor, der viser hvilke oplande, der har landbrugsjord og dermed mulighed for at arbejde med omlægning af landbrugsjord. Oplandet til Indre Isefjord har en særlig udfordring, fordi der er meget landbrug her. Desuden er potentialerne for minivådområder ikke medtaget."

Nettoindsatsbehovet er ikke i sig selv nok til at opfylde det samlede mål, da planen også skal bidrage positivt til kvælstofreduktionen i Kattegat.

Samlet set er Trepart Isefjord og Roskilde Fjord blevet enige om projekter, der kan indfri 104 procent af kvælstofreduktionen. I indre del af Isefjord når trepartens omlægningsplan imidlertid ikke det indsatsbehov, som SGAV havde tildelt vandoplandet.

Svært i Vadehavet

I Vadehavet, som indgik en aftale om omlægningsplan i mandags, har den lokale trepart udpeget skitseprojekter svarende til 128 procent af indsatsbehovet for Vadehavet, men for oplandet til Knudedyb - et vandområde mellem Mandø og Fanø - dækker arealet blot 85 procent, vel at mærke hvis det lykkes at lave aftaler med samtlige lodsejere. Med et indsatsbehov på ca. 2.000 ton skal vandoplandet mere end en syvendedel af trepartsaftalens nationale krav på 13.800 ton.

"Det har virkelig været en kæmpe opgave," siger formand Vagn Sørensen til NB-Forsyning & Klima.

I området omkring Knudedyb bliver der brugt en anden beregningsmetode end i resten af landet for kvælstofindsatsen, fordi vandområdet skal leve op til blandt andet EU-krav. Flere har ifølge formanden stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt den benyttede metode er korrekt. Det har treparten også selv, og indtil det undersøges nærmere nøjes treparten med at aflevere en plan med lidt færre skitseprojekter.

"Det er forskere og ministeriet ved at finde ud af, så vi er 85 procent i mål med kvælstofindsatsen i Knudedyb, men vi har påvist andre områder og indsatser, som gør, at vi godt kan komme i mål. Det arbejder vi selvfølgelig for, men vi afventer en yderligere undersøgelse af, om det er en rigtig måde, tingene er beregnet på," siger Vagn Sørensen.

Indsatsbehovet for kvælstof varierer meget på tværs af landsdelene. Indtil videre har de lokale treparter ikke lykkedes med at indfri indsatsbehovet for tre vandoplande i omlægningsplanerne - Thisted Bredning (nummer 1), Knudedyb (nummer 29) og indre Isefjord (63). De tre lokale treparter opfylder samlet set målene på tværs af vandoplande.

Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:15

Temaer: Grøn trepart

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]