
- Foto: Hjørring Kommune
Hjørring-budget med fokus på frivillighed og fællesskaber
Udgivet: 08/10/2025
Borgmester Søren Smalbro udtrykker stor anerkendelse og ros til forligspartierne for deres konstruktive tilgang til forhandlingerne:
"Jeg er stolt af, at vi i et kommunalt valgår har kunnet samle et bredt flertal om en ansvarlig aftale. Det giver os mulighed for at sende stafetten videre til det kommende byråd på en god og ordentlig måde", siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vi er nået til enighed om et budget, der både tager ansvar for økonomien og udnytter muligheden for at styrke frivilligheden og borgernes deltagelse i fællesskaber. Det er en investering i sammenhængskraften".
Af budgetaftalen fremgår det, at Hjørring Kommune er økonomisk udfordret af nedgang i befolkningstallet og et pres på udgifterne til især det specialiserede socialområde. Den grundlæggende økonomiske udfordring i næste byrådsperiode på cirka 30 millioner kroner årligt handler derfor fortsat om at skabe balance mellem indtægter og udgifter.
På samme tid er der fundet plads i budgettet til at realisere en række af fagudvalgenes anlægsønsker som f.eks. en bedre sammenknytning mellem Vendsyssel Kunstmuseum og Hjørrings bymidte.
Budgetforliget er indgået mellem partierne Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.
Vi samler budgetforligene i takt med, at de falder på plads. Se dem her.
SA
Sidst opdateret: 07/11/2025 - 13:52
Temaer: Budget 2026













































