
- Foto: Nicky Persson, Vallensbæk Kommune
Vallensbæk-budget investerer i skolemad og kærlighedsbænk
Udgivet: 22/09/2025
Fire partier er blevet enige om næste års budget i Vallensbæk Kommune. Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti har indgået forlig om kommunens budget for 2026-2029. Dermed står DF'eren Kenneth Kristensen udenfor.
Det glæder borgmester Henrik Rasmussen (K), at så mange partier kan se sig selv i dette års budgetforlig.
"Det er en aftale, der slår en sløjfe på mange af de initiativer og visioner, vi har tænkt og formuleret i kommunens udviklingsstrategi. Vi fortsætter den gode retning, vi har sat sammen, ligesom vi stadig tænker i nye måder, hvor vi kan gøre hverdagen endnu bedre for vores borgere," siger borgmester Henrik Rasmussen.
Aftalepartierne har blandt andet afsat 23,8 millioner kroner i alt til etablering af lokaler og produktionskøkken på Vallensbæk Skole.
Der er desuden afsat 21,5 millioner kroner til at omdanne svømmehallen på Pilehaveskolen til et produktionskøkken, så der også her kan laves skolemad.
Aftaleparterne 'noterer sig', at regeringen foreslår at sænke egenbetalingsbeløbet på måltider i ældreplejen til 50 kroner pr. måltid. Det fremgår dog ikke, om det er noget, man bestræber sig på at indføre – som man eksempelvis gør i forbindelse med budgettet i Aarhus.
Der afsættes også 45.000 kroner til at etablere en såkaldt kærlighedsbænk, hvor man kan mødes på første date. Fremadrettet sættes der 5.000 kroner af i drift.
Se de øvrige kommuners budgetaftaler, som NB-Kommune løbende dækker, her: https://www.nb-kommune.dk/temaer/budget-2026
AØM
Sidst opdateret: 02/10/2025 - 15:17
Temaer: Budget 2026













































