
Miljøminister Magnus Heunicke (S) lancerede mandag regeringens udspil til den første nationale klimatilpasningsplan. I Thyborøn var han flankeret af næstformand Kenneth Muhs fra KL's miljø- og klimaudvalg og Lemvig-borgmester Erik Flyvholm. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Regeringen i klimaudspil: Kommuner skal have nyt myndighedsområde
Kommunerne skal fremover have ansvaret for at håndtere det stigende grundvandsspejl, foreslår regeringen i udspil til klimatilpasningsplan. KL tager positivt imod forslaget, som fjerner et hul i lovgivningen.
Udgivet: 23/10/2023
Kommunerne skal tildeles et nyt ansvarsområde som myndighed, foreslår regeringen. I udspillet om en ny klimatilpasningsplan lægger miljøminister Magnus Heunicke (S) op til, at kommunerne som noget nyt skal have beføjelser til at håndtere højtstående grundvand, så spildevandsselskaber kan lave kollektive løsninger i byer, hvor det samfundsøkonomisk kan betale sig.
”Det er en løsning, som både kommuner og spildevandsselskaber har efterlyst”, skriver Miljøministeriet om det nye tiltag.
For boligejere vil gevinsten ved at gribe ind med kollektive løsninger være færre fugtskader i kældre. Specielt bygninger, der blev bygget for mere end 50 år siden, er på grund af byggeteknikken sårbare over for højtstående grundvand. Regeringen udlægger udspillet som en hjælp til udsatte grundejere, der i dag selv har ansvaret for at finde løsninger – for eksempel i form af omfangsdræn, der kan føre grundvandet væk fra ens grund.
Højtstående grundvand belaster også forsyningsselskaberne, da indsivende vand optager plads i kloakrørene og lægger et større pres på renseanlægget end nødvendigt, hvilket resulterer i et øget energiforbrug.
Det højtstående grundvand er i tiltagende grad - blandt andet som følge af øgede nedbørsmængder - blevet en udfordring. Ifølge Miljøministeriet er grundvandsspejlet over de seneste 30 år steget med op til en meter, og cirka 450.000 boliger har under en meter til grundvandsspejlet mere end 80 procent af året.
Kommunerne har i flere år forsøgt at sætte fokus på problemet i samarbejde med DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening), der repræsenterer forsyningsselskaberne. I 2019 skrev KL og DANVA i en rapport om det stigende grundvand, at der ”er behov for sammenhængende lovgivning, der placerer og fordeler ansvaret for planlægning og etablering af den nødvendige fysiske struktur til vandafledning”.
KL glæder sig derfor over, at ”kommunerne nu får mulighed for at tage hånd om udfordringen med højtstående grundvand i byområderne”, fastslår kommuneforeningen i en pressemeddelelse.
”Det har indtil nu været et hul i lovgivningen, hvor borgerne har stået alene med udfordringen”, skriver KL.
Spildevandsselskaberne er tilfredse med den bebudede hjemmel, som ny lovgivning vil sikre, men pointerer samtidig, at handling kræver penge.
"Det skaber utryghed for mange, når den enkelte skal forsøge at gardere sig mod det vand, der kommer mere af på grund af klimaforandringerne. Men spildevandselskabernes mulighed for at lave kollektive løsninger, der hjælper borgerne med højtstående grundvand, er naturligvis under forudsætning af, at selskaberne får økonomiske rammer til at finansiere tiltagene," siger direktør i DANVA Carl-Emil Larsen i en meddelelse.
Lovforslaget, der med kommunerne som myndighed gør det muligt for spildevandselskaber at gennemføre kollektive løsninger, forventes at blive fremsat i 2024.
Mere gennemskuelig økonomi
I pressemeddelelsen hæfter KL's repræsentanter sig også ved, at regeringen lægger op til at skabe et enklere regelsæt for, hvordan borgerne fordeler den økonomiske byrde i klimatilpasningsprojekter, så der ifølge KL bliver en bedre sammenhæng mellem de investeringer, som borgerne selv skal stå for, og dét borgerne får ud af det.
"Klimatilpasning er rigtig dyrt. Og det er oftest den enkelte grundejer, som regningen hviler på. Derfor skal økonomien også være mere gennemskuelig, og reglerne skal give bedre mening i virkeligheden, end de gør i dag. Ellers kommer vi ingen vegne. Det er godt, at der nu tages nogle skridt i den retning", siger Kenneth Muhs, næstformand i KL’s Klima- og Miljøudvalg.

Sidst opdateret: 19/03/2025 - 14:00
Temaer: Klima
Emner: Klima













































