På Allinge Havn har bølgerne udrettet store skader efter uvejret fredag.

På Allinge Havn har bølgerne udrettet store skader efter uvejret fredag. - Foto: Jakob Nørmark

Kommuner står tilbage med regning efter stormflod: "Det bliver dyrt"

Stormflodsramte kommuner er i gang med at danne sig et overblik over skaderne. Flere steder forventer man ekstraudgifter til beskadigede havne, broer og lignende.

Udgivet: 23/10/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Vandet har trukket sig tilbage efter fredagens kraftige blæsevejr og stormflod, men i mange kommuner er der formentlig en regning, som skal betales.

I store dele af det sydlige Danmark - fra Bornholm til Den Gamle Lillebæltsbro - er stormfloden af Naturskaderådet kategoriseret som en 20-årshændelse, hvilket betyder, at skader på private boliger og erhvervsejendomme i de fleste tilfælde bliver dækket gennem stormflodsordningen.

Mange kommunale udgifter til oprydning og genetablering af ødelagte anlæg er imidlertid ikke omfattet, da der findes en stribe undtagelser i katastrofeordningen. Blandt andet vil skader på havne- og kajanlæg, bådebroer og badebroer ikke blive dækket. Også ødelagte diger og kystbeskyttelse er undtaget, ligesom løsøre placeret på havneanlæg samt både eller joller, der har ligget i vandet, ikke er omfattet af stormflodsordningen.

Støtte vil være stor hjælp

Borgmester Mikael Smed (S) fra Vordingborg Kommune manglede i weekenden fortsat overblik over, hvordan kommunen skal finansiere de skader, som er sket på kommunale ejendomme, heriblandt i Præstø, hvor flere broer er blevet beskadiget.

”Vi skal bygge en masse nye broer, og kan vi få støtte til genopbygningen fra stormflodsordningen, ville det være en stor hjælp”, siger Mikael Smed til TV2 Øst.

På Bornholm hamrede bølgerne ind mod byerne på øst- og nordkysten og forårsagede skader på havneanlæg og kommunale arealer i blandt andet Allinge og Gudhjem. Kommunen har endnu ikke det fulde overblik over konsekvenserne af de ”massive ødelæggelser rundt omkring” som centerchef Louise Lyng Bojesen udtrykker det i Bornholms Tidende.

”Når jeg kigger på det lige nu, tænker jeg, at det bliver dyrt. Det kommer til at koste, for det er et kæmpe arbejde, vi har foran os. Der er også hele kystsikringen”, siger centerchef Louise Lyng Bojesen fra Center for Natur, Miljø og Fritid til Bornholms Tidende.

”Noget af det kan vi måske klare indenfor vores egen ramme. Men det kan også godt være, at vi bliver nødt til at lægge en sag op til kommunalbestyrelsen”, tilføjer hun om finansieringen af udgifterne, som uvejret har skabt.

Selv i dele af landet, hvor vandstanden ikke steg voldsomt, kan kommunalpolitikerne stå tilbage med en økonomisk udfordring. Det gælder i Aalborg, hvor havnebadet midt i byen tog skade af blæsevejret, skriver Nordjyske.

Udspil om kystsikring på vej

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) besøgte søndag Køge, hvor hun understregede, at husejerne i de berørte områder vil blive dækket af Stormflodsordningen.

”Heldigvis har vi en solidarisk ordning – der er 1,1 milliard kroner i Stormflodsordningen, og når den kasse er tom, dækker vi med en statsgaranti. Husejerne kan være sikre på at blive dækket”, siger Morten Bødskov ifølge Sjællandske.

Under besøget i Køge han fik en snak med borgmester Marie Stærke (S) om kystsikringsplanerne i Køge - et projekt til en kvart milliard kroner. Regeringen vil i eftermiddag præsentere et nyt udspil om kystsikring ved et pressemøde i Lemvig.

Stormflodsordningen er en kollektivt finansieret ordning. Når man tegner en brandforsikring, betales der 30 kroner om året til ordningen.

FAKTA: Sådan dækker stormflodsordningen

Erstatning for skader efter stormflod er fastsat i lov om visse naturskader. Erstatningen efter stormflodsordningen er løbende blevet moderniseret, og dækningen er i dag opbygget efter samme principper, som kendes i forsikringsbranchen. Det betyder bl.a., at erstatningen opgøres til nyværdien med fradrag ud fra alder og stand.

Ordningen træder i kraft, når Naturskaderådet har afgjort, om - og i givet fald hvor - der er sket en 20-årshændelse. Det sker på baggrund af udtalelser fra Kystdirektoratet og DMI. Ved bedømmelsen af en 20-årshændelse anlægges der et forsigtighedsprincip. Det betyder, at tvivl om der har været en 20-årshændelse kommer de skaderamte til gode.

Stormflodsordningen dækker bygninger og løsøre (genstande), som er omfattet af en forsikringspolice, der dækker brand. Nogle skadesgenstande dækkes dog ikke af ordningen. Dette gælder eksempelvis bygninger uden for dige, kystbeskyttelse og kajanlæg, garager og lignende, samt løsøre i kælder, der ikke er godkendt til beboelse.

Naturskaderådet har udarbejdet en dækningsvejledning, som nærmere beskriver, hvad der er dækning for. I dækningsvejledningen er alle undtagelser oplistet og forklaret.

Naturskaderådets dækningsvejledning kan ses på Naturskaderådets hjemmeside.

Kilde: Erhvervsministeriet

Sidst opdateret: 23/10/2023 - 11:39

Temaer: Klima

Emner: Vordingborg Kommune, Køge Kommune, Bornholms Regionskommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]