
Ledelsesugen 2023 sætter i år ekstra fokus på offentlige ledelse gennem stort program af blandt andet podcasts og webinarer. - Foto: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Ledelsesuge retter fokus mod offentlig ledelse
I næste uge sætter hele den offentlige sektor særligt fokus på offentlig ledelse. Det sker gennem et nationalt program med podcasts, events, ledelsesbrevkasse og webinarer.
Udgivet: 23/10/2023
KL, Danske Regioner og regeringen, som står bag Ledelsesugen er netop udkommet med et stort program til Ledelsesugen 2023 i uge 44.
I år er der fokus på at styrke den offentlig ledelse, som skal skabe bedre opgaveløsningen, og velfærd for borgerne. Ifølge Medarbejder- og Kompetencestyrelsen sker det efter en øget interesse fra offentlige ledere på alle niveauer, forskningsinstitutioner, ledelseseksperter og andre, der har fokus på offentlig ledelse.
Temaerne i årets program er trivsel, attraktive arbejdspladser, de unge, frisættelse og ledelse af vilde problemer. Samtidig er der i år kommet flere artikler fra ledelsesforskere og -eksperter, blandt andet om hybrid ledelse, bias og ledelse af de yngre generationer.
Aktørerne bag initiativet har udpeget tre ambassadører for offentlig ledelse. En fra henholdsvis kommuner, regioner og stat – og de inviterer til en paneldebat i ugen om fremtidens ledelse, hvor de samler tre unge, som repræsenterer den næste generation af ledere. Kommunerne repræsenteres af Rikke Würtz, der har været kommunaldirektør i Morsø Kommune siden 2016.
Aktiviteterne i ugen består af det nationale program. Hovedparten afvikles som webinarer, men der er også podcast, fysiske events og en daglig ledelsesbrevkasse på programmet.
Programmet er åbent for alle, og de fleste arrangementer er gratis at deltage i.
Læs mere om programmet her.
Sidst opdateret: 23/10/2023 - 11:29
Temaer: Ledelse
Emner: Offentlig ledelse







































