
I Fredericia Kommune er udvalgene klar til at følge op på en beslutning om, at dokumentationskravene skal mindskes fremadrettet. Det første tiltag er på vej. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune vil speede afbureaukratisering op
Via afbureaukratisering skal der frigives tid til kommunens kerneopgaver. Det har byrådet i Fredericia vedtaget, og nu er flere af kommunens udvalg på vej med beslutninger om hovedrengøring i kommunens egne regler og dokumentationskrav.
Udgivet: 11/09/2023
Debatten om afbureaukratisering ude i hjørnerne af forvaltningerne har taget til det seneste års tid. Det handler om både at skabe en mere effektiv arbejdsdag til de kommunale kerneområder inden for velfærd først og fremmest - til glæde for både medarbejdere og borgere. Nu har byrådspolitikerne i Fredericia også valgt at gå i den retning.
Tilbage i slutningen af maj blev det besluttet, at alle dokumentationskrav, regler og administrative opgaver, som er besluttet i Fredericia Kommune, og som ligger udover de lovpligtige opgaver, revurderes inden for alle kommunens ni udvalg. Altså - hvad er nødvendigt, og hvad kan undværes.
De Konservative tog initiativet med et ønske om at frigive tid til kerneopgaven og prioritering af de opgaver, som kommer borgerne mest mulig til gavn. Og der blev nikket til forslaget hele vejen rundt i byrådssalen, og allerede nu er de første skridt mod en højere grad af afbureaukratisering taget. Det skriver kommunen i en meddelelse,
Klima-, Energi- og Miljøudvalget tog teten og besluttede at ændre delegationsplanen, så der fremover ikke længere skal orienteres om administrativt godkendte projektforslag for udrulning af fjernvarme, men at udvalget kun præsenteres for principielle afgørelser efter varmeforsyningsloven.
Det var første skridt, siger Tommy Rachlitz Nielsen (K), der er formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Kommune:
”Jeg er rigtig glad for, at udvalget som det første har taget et vigtigt skridt mod en højere grad af afbureaukratisering. Det er vigtigt, at vi bruger ressourcerne, hvor de gør mest gavn. Hele formålet med forslaget, er, at der på længere sigt frigøres tid til kerneopgaven for de ældre, børn, unge samt borgerne i Fredericia, så vi dermed sikrer mest mulig kvalitet i de ydelser, der leveres til borgerne,” siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Han forventer nu, at andre af byrådets otte udvalg følger samme spor i de kommende beslutningsprocesser.
Sidst opdateret: 11/09/2023 - 10:17












































