
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) fortæller, at der er fire hovedområder, som han vil sætte sig i spidsen for får flere penge. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Her vil stor kommune bruge flere penge
Aarhus Kommune skal spare på budgettet for 2024. Det sker blandt andet for at frigive penge til pressede områder, fortæller borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Udgivet: 11/08/2023
Når byrådet i Aarhus næste uge for alvor begynder at diskutere næste års budget, så skal sparekniven frem. Men der er også områder, hvor borgmester Jacob Bundsgaard (S) er parat til at bruge flere penge.
Det fortæller Jacob Bundsgaard om i et interview med JP Aarhus. Her varsler han besparelser for "et trecifret millionbeløb". Samtidig skal der dog, hvis det står til ham, kanaliseres flere penge over til fire hovedområder. Områderne han ridser op over for JP Aarhus er:
- Det specialiserede socialområde – hvor de dyreste borgere bliver dyrere og dyrere.
- De specialiserede tilbud i folkeskoler og daginstitutioner – hvor flere og flere børn og unge mistrives og har brug for hjælp.
- Ældreområdet – hvor folk bliver ældre og ældre, og flere har brug for plejehjemspladser.
- Klima og mobilitet – hvor der skal skrues op for indsatsen for at gøre kommunen CO2-neutral i 2030.
Handicappede samt børn og unge i mistrivsel volder i stigende grad problemer i forhold til at holde budgetterne.
"Det, vi kigger ind i både på det specialiserede socialområde og børne- og ungeområdet, er en stigning, og hvis den fortsætter, bruger vi på et eller andet tidspunkt alle vores penge på det, så vi skal have knækket de kurver," konstaterer borgmesteren i JP Aarhus.
Adspurgt om hvor han ser muligheder for at finde besparelser, siger Jacob Bundsgaard til avisen:
"Vi tager lidt mere på administrationen for at kunne betale regningen fra økonomiaftalen. På de store velfærdsområder skal der arbejdes med effektiviseringer, men ellers er der kun Borgmesterens Afdeling, Teknik og Miljø og Kultur og Borgerservice, der kan føde ind, hvis der skal laves den nødvendige omprioritering af økonomien."
Sidst opdateret: 11/08/2023 - 10:55
Temaer: Budgetter
Emner: Aarhus Kommune, Økonomi, Jacob Bundsgaard næstformand for KL








































