Der er kommet dobbelt så mange ladestandere til elbiler det seneste år, viser opgørelse.

Der er kommet dobbelt så mange ladestandere til elbiler det seneste år, viser opgørelse. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Antallet af ladestandere er fordoblet på et år: Nu har alle kommuner offentlige standere

Ved udgangen af juni havde samtlige 98 kommuner i landet gjort ladestandere tilgængelige for deres borgere.

Udgivet: 11/08/2023

Del artiklen:

Det seneste år er der kommet dobbelt så mange offentlige steder, hvor ejere af elbiler kan få ladet bilen op.

Det skriver De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

I juli var der 13.641 offentlige ladestandere fordelt i hele landet. Det er en stigning på 101 procent.

- Det er positivt, at der kommer flere ladepunkter per bil, både for elbilisterne og for den grønne omstilling af bilparken, siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører, i meddelelsen.

- Ansvaret for den nødvendige ladeinfrastruktur ligger i høj grad ved kommunerne, hvor der i nogle kommuner er stort behov.

Med udgangen af juni viser tal fra Transportministeriet, at samtlige kommuner i Danmark har offentligt tilgængelige ladestandere.

Kommunerne Frederiksberg og Fanø har flest ladestandere per 1000 indbyggere, fremgår det af en opgørelse.

Herefter følger Tårnby, København og Rebild.

- Nu kan vi vist godt slå fast med syvtommersøm, at offentligt tilgængelige ladestandere ikke er et storby-fænomen, da de nu kan findes i alle landets 98 kommuner, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse.

Fordoblingen af ladestandere betyder, at der ved udgangen af juli var 11,1 elbiler per offentligt tilgængeligt ladepunkt på landsplan.

Det er lidt bedre end for et år siden, hvor der var 13,5 elbiler per offentligt tilgængeligt ladepunkt.

I ministeriets opgørelse ses der samtidig en tendens til, at udviklingen i antallet af ladestandere nu i langt højere grad foregår uden for Region Hovedstaden end tidligere. Over halvdelen af de kommuner, der ligger i top-20 over den største udvikling i antallet af ladepunkter per 1000 indbyggere, er kommuner, der er placeret uden for Region Hovedstaden.

Af nye kommuner i top-20 er Læsø, Rebild, Samsø, Gladsaxe, Hvidovre, Roskilde, Odsherred, Hillerød, Horsens, Hørsholm, Høje Taastrup, Morsø, Norddjurs, Skanderborg, Hjørring og Randers.

Læs også:
Bilimportører: Her mangler der ladestandere i kommunerne

Mens antallet af ladestandere vokser, gør antallet af nye elbiler på de danske veje det samme.

Torsdag fremgik det af en opgørelse fra Danmarks Statistik, at den samlede bestand af elbiler i Danmark nåede over 150.000 i juli.

Dermed udgør elbiler i dag fem procent af alle personbiler, mens hver tredje personbil solgt i 2023 er en elbil.

jornns /ritzau/

Sidst opdateret: 11/08/2023 - 09:02

Emner: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]