Der bliver også sat fuldt stop for kurser og kompetenceudvikling for en del af de ansatte i Aarhus Kommune.

Der bliver også sat fuldt stop for kurser og kompetenceudvikling for en del af de ansatte i Aarhus Kommune. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Børn og unge i mistrivsel får Aarhus til at træde på udgiftsbremse

Aarhus hiver nødbremser og laver stop for ansættelser og udgifter på socialområdet. 'Vi må bare se i øjnene, at der har været en markant stigning i antallet af børn og unge, som mistrives massivt i hverdagen,' siger driftschef.

Udgivet: 08/07/2023

Del artiklen:

Udgifterne til børn og unge i mistrivsel er så voldsomme, at Aarhus Kommune nu træder hårdt på den økonomiske bremse.

Det skriver DR.dk.

Det gælder to af seks afdelinger under social- og beskæftigelsesforvaltningen, der indfører stop for udgifter og ansættelser.

Det gælder også vikarer ved sygdom og barsel.

- Vi må bare se i øjnene, at der har været en markant stigning i antallet af børn og unge, som mistrives massivt i hverdagen, siger driftschef for Unge, Job og Uddannelse Janus Hedemann.

Social- og beskæftigelsesforvaltningen har ellers fået en ekstra bevilling på 115 millioner kroner for at håndtere ekstra pres på det specialiserede socialområde.

Alligevel er der udsigt til en budgetoverskridelse på 64 millioner kroner.

Udgiftsstoppet betyder blandt andet, at unge med autisme ikke kan få bevilget beskæftigelsesindsatser fra private aktører.

Jannie Kejser, der er fællestillidsrepræsentant for socialrådgivere i social- og beskæftigelsesforvaltningen, er dybt bekymret over situationen.

Hun giver over for DR udtryk for, at udgiftsstoppet kan gå ud over de foranstaltninger, der sættes i værk i forhold til målgruppen.

Janus Hedemann erkender, at spareøvelsen vil få negativ betydning for den service, borgerne får i kommunen.

- Så selvfølgelig vil sådan en opbremsning få en konsekvens for borgerne, siger han til DR.

Udgiftstoppet gælder indtil videre året ud.

/ritzau/

Sidst opdateret: 10/07/2023 - 13:32

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]