Stor forskel på, om indtægterne dækker de beregnede udgifter i 2024

Nogle kommuner har indtægter, der markant overstiger det beregnede udgiftsbehov, mens andres indtægter ikke dækker hele udgiftsbehovet. Se her, hvordan tallene ser ud i din kommune.

Udgivet: 03/07/2023

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Mens indtægterne i en række af landets yder- og ø-kommuner markant overstiger det beregnede udgiftsbehov for 2024, så får kommuner som Vejle og Taarnby kun indtægter svarende til 94 procent af de forventede udgifter.

Det viser en beregning foretaget af NB-Økonomi på baggrund af fredagens meddelelse om tilskud og udligning for landets kommuner i 2024.

Forklaringen på de store forskelle skal findes i de særlige håndholdte særtilskud i udligningssystemet, i indtægterne fra selskabsskat og kommunernes udskrivningsprocenter.

Et blik på danmarkskortet viser, at det er nogle af landets relativt velstillede kommuner som Frederiksberg, Gentofte og Vejle, der har den laveste dækning af de forventede udgifter. Det er nogle af landets mest vanskeligt stillede kommuner som Lolland, Hjørring, Norddjurs, Odsherred og landets fire ø-kommuner, der har de højeste indtægter relativt til udgiftsbehovet.

Selvom det umiddelbart lyder kontraintuitivt, at de mest vanskeligt stillede kommuner har flest penge i forhold til udgifterne, så er der en ganske god forklaring på det.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Først og fremmest gives der gennem tilskud- og udligningssystemet en række særtilskud, som ikke påvirker kommunernes udgiftsbehov. De gives helt enkelt fordi, man ikke mener, at de demografiske og socioøkonomiske kriterier fanger den reelle forskel i kommunernes udgifter.

Derfor gives der særlige tilskud til eksempelvis "udsatte ø- og yderkommuner" og "kommuner med særlig høj kriminalitet i visse boligområder". Det betyder, at det tilskud og udligning, som især en række yderkommuner får, er højere end det beregnede udgiftsbehov i udligningssystemet.

Dernæst tager tilskud- og udligningssystemet ikke højde for, at kommunerne har forskellige udskrivningsprocenter. Når eksempelvis Taarnby, Vejle og Frederiksberg derfor får lavere indtægter end udgiftsbehovet tilsiger, så skyldes det i høj grad, at de tre kommuner har nogle af landets laveste udskrivningsprocenter.

Dermed har kommunalbestyrelsen i kommunerne besluttet, at man godt kan klare sig med lavere indtægter end udgiftsbehovet tilsiger for at holde skatten så lav som muligt. Det betyder, at de reelt ikke inddriver de indtægter som kommunen har mulighed for at gøre, og dermed dækker indtægterne ikke de beregnede udgifter.

Endelig er der selskabsskatteindtægterne, som kun i mindre grad bliver udlignet mellem kommunerne. Det betyder, at kommuner som Billund, Ballerup og Albertslund kan glæde sig over at modtage store skatteindtægter, som de i relativt høj grad kan få lov til at beholde for sig selv. Derfor har kommunerne med høje selskabsskatteindtægter også en relativt høj dækning af udgifterne.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

Fra Meddelelsen om Tilskud og Udligning for 2024 har vi taget hver kommunes samlede resultat af tilskud og udligning, som inkluderer alle tilskud og udligningsordninger.

Dertil har vi taget hver kommunes provenue fra selskabsskatter og indtægterne fra udskrivningsgrundlaget (person- og ejendomsskatter) baseret på kommunens nuværende skatteprocent. Fordi grundskyldsprovenuet ikke indgår for 2024, har vi i stedet taget hver kommunes grundskyldsprovenue for 2023 og fremskrevet til 2024-PL.

De samlede indtægter har vi summeret og fundet i kroner pr. indbygger på baggrund af folketallet for 2024 fra tilskudsudmeldingen.

Herefter har vi taget hver kommunes beregnede udgiftsbehov, som er baseret på de aldersbetingede og socioøkonomiske udgiftsbehov og ligeledes fundet udgiftsbehovet i kroner pr. indbygger.

Herefter har vi nedskrevet kommunernes indtægter til på landsplan at stemme overens med udgiftsbehovet. Det vil sige, at vi har justeret de samlede indtægter nedad med den samme procentsats for alle kommuner, så indtægterne på landsplan er lig med udgifterne.

Herefter har vi fundet, hvor stor en andel af udgiftsbehovet, som indtægterne udgør i hver kommune i procent. Det har vi ganske enkelt gjort ved at dividere de justerede indtægter pr. indbygger med udgiftsbehovet pr. indbygger.

Opdag NB Kommunes fulde datasæt

Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 03/07/2023 - 09:10

Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning

Emner: Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]