Næsten alle kommuner får højere indtægter i 2024

Den samlede finansiering fra både skatteindtægter og tilskud og udligning stiger for næsten alle kommuner i 2024. Se her, hvor meget finansieringen udvikler sig i din kommune.

Udgivet: 02/07/2023

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

På baggrund af personskatter, selskabsskatter og tilskud og udligning kan kommunerne se frem til en øget finansiering på i alt 8,8 milliarder kroner til næste år, som næsten alle kommuner får del i.

Det viser meddelelsen om tilskud og udligning, som blev offentliggjort af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i fredags, og som udover tilskud og udligning også indeholder kommunernes skatteindtægter for det kommende år. Det skriver NB-Økonomi.

De tre indtægtskilder giver sammenlagt kommunerne 412,6 milliarder kroner, og udgør dermed omtrent 90 procent af kommunernes samlede indtægter i 2024 på 460 milliarder kroner.

Det er primært grundskyld og dækningsafgift, der giver de resterende milliarder til kommunerne, men det har vi ikke inkluderet, da Indenrigsministeriet ikke har opgjort provenuet herfra i fredagens udmelding.

Fanø og Billund er de to kommuner, der kan se frem til den største indtægtsfremgang til næste år, og får som de eneste mere end 5.000 kroner ekstra pr. indbygger til at drive kommunen i 2024. Herfra er der et stort spring ned til Ringkøbing-Skjern og Allerød på de efterfølgende placeringer, der begge får i omegn af 2.500 kroner ekstra i indtægter til næste år.

Kun syv kommuner får ikke højere indtægter pr. indbygger i 2024 end i 2023, og det skyldes i overvejende grad faldende indtægter fra selskabsskatten. Det er også netop selskabsskatten, der hjælper en række af de kommuner, der har den største fremgang i indtægten.

Læs også:
Forstå på tre minutter: Sådan påvirker selskabsskatten kommunernes økonomi

Dermed viser tallene tydeligt, at netop selskabsskatten har en voldsom betydning for kommunernes økonomi, hvor udsving i enkelte år kan give kommunerne markante tab og gevinster. De resterende elementer udvikler sig derimod mere stabilt over tid.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Ser man i stedet på de samlede beløb i nedenstående kort, så står det klart, at det er nogle anseelige gevinster, som en række kommuner kan se frem til. Aarhus Kommune får en øget finansiering på 814 millioner kroner, Aalborg får 288 millioner kroner mens Billund Kommune, der huser beskedne 27.079 indbyggere, får 169 millioner kroner ekstra.

Kommunen med det største samlede tab er Gentofte Kommune, der mister 16 millioner kroner i finansiering.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Ser man i alt på, hvor mange penge hver kommune får ind i 2024, så gælder det generelt, at de mest velhavende kommuner har de laveste samlede indtægter, mens de mest vanskeligt stillede kommuner har de højeste samlede indtægter.

Det skyldes i overvejende grad udligningen af udgiftsbehovet, hvor de kommuner, der har de største forventede udgifter, også får flest penge til at dække de udgifter.

Dermed er det Rudersdal Kommune, der har færrest penge at drive kommunen for i 2024, hvor kommunen får 53.967 kroner pr. indbygger. Modsat får Læsø Kommune over dobbelt så mange penge til at drive kommunen for med en samlet indtægt på 113.864 kroner pr. indbygger.

Her skal man dog tage forbehold for, at opgørelsen ikke inkluderer grundskyldsprovenue, som især trækker indtægterne op i landets mest velhavende kommuner.

Opdag NB Kommunes fulde datasæt

Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 02/07/2023 - 19:06

Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning

Emner: Skat, Økonomi, Finansiering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]