Det kan gå ud over børns muligheder i livet, hvis de vokser op i fattigdom. På den baggrund indfører Københavns Kommune nu en børne-fattigdomsgrænse.

Det kan gå ud over børns muligheder i livet, hvis de vokser op i fattigdom. På den baggrund indfører Københavns Kommune nu en børne-fattigdomsgrænse. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

København går selv og indfører børne-fattigdomsgrænse

For at få ekstra fokus på økonomisk trængte børnefamilier indfører København nu en børne-fattigdomsgrænse. Der er brug for, at alle forvaltninger og udvalg forholder sig aktivt til børnefattigdom, mener borgmester. På landsplan afviser regeringen at lave en officiel fattigdomsgrænse.

Udgivet: 09/06/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Børn af fattige forældre skal ekstra meget i fokus i København. Det mener et flertal i Økonomiudvalget, som tidligere på ugen har nikket ja til en model for en børne-fattigdomsgrænse i København.

I marts stemte et flertal i Borgerrepræsentationen ja til et forslag om at indføre en børne-fattigdomsgrænse i Københavns Kommune. Og nu har Økonomiudvalget besluttet, hvordan grænsen konkret skal udformes. (Se faktaboks nederst i artiklen)

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) fik opbakning i Økonomiudvalget til, at opgørelsen over udviklingen i forhold til børne-fattigdomsgrænsen skal have sin egen, selvstændige rapport - og dermed ikke blot indgå i den årlige Status på København.

”Børnefattigdom er den sociale begivenhed, som har den største negative effekt på et barns opvækst og senere voksenliv. Derfor er der brug for, at alle fagforvaltninger og udvalg forholder sig aktivt til den nye børne-fattigdomsgrænse. Det sikrer vi bedst ved, at der hvert år udgives en særskilt rapport,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen i en meddelelse fra kommunen.

Læs også:
I 20 kommuner er antallet af fattige børn vokset

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune blev i marts pålagt at udarbejde en model for en fattigdomsgrænse, som er baseret på den såkaldte budgetmetode, og som inddrager medianindkomstmetoden for at sikre det mest retvisende billede. Den første opgørelse forventes allerede at være klar i slutningen af 2023.

”Jeg er meget glad for, at vi allerede i år kan få de første tal. Vi ved, at mange børnefamilier er pressede på økonomien på grund af inflationen. Det må og skal ikke ramme børnene. Børn skal ikke bekymre sig, om der penge nok til mad sidst på måneden,” siger Karina Vestergård Madsen.

NGO'er roser tiltaget

Tiltaget med børne-fattigdomsgrænsen vækker glæde hos hos Red Barnet og Dansk Socialrådgiverforening.

”Vi ser store konsekvenser for børn, der vokser op i fattigdom, og inflationen har gjort behovene endnu mere akutte. I Red Barnet møder vi familier, der har svært ved at købe medicin, få mad på bordet og betale husleje. Og derfor er det godt, at Københavns Kommune vil indføre en fattigdomsgrænse, så politikerne får et bedre grundlag for at følge udviklingen,” udtaler Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

Dansk Socialrådgiverforening glæder sig også over børne-fattigdomsgrænsen i København.

”Som socialrådgivere ved vi, at det er svært at arbejde langsigtet med udsatte familier og gøre op med de problemer, som holder dem fast i fattigdom, hvis mor eller far ikke ved, om de kan skaffe mad på bordet til deres børn eller betale familiens husleje. En børnefattigdomsgrænse kan sikre politisk fokus og handling, så vi kan løfte familier ud af fattigdom,” udtaler forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch.

Politisk interessant

Politisk er indførelsen af børne-fattigdomsgrænsen i København interessant. For på landsplan afskaffede Venstre-regeringen i 2015 den officielle fattigdomsgrænse. Og siden da har skiftende ministre afvist at genindføre en fattigdomsgrænse. Senest har social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) været afvisende her i foråret. Det skyldes, at ministeren mener, den nuværende model fra Danmarks Statistik er solid nok.

"Vi er ved at være der, hvor jeg er nødt til at sige, jeg synes, det er ved at være lidt en akademisk diskussion. Fordi hele formålet er at kunne følge med i, hvor mange fattige der er. At vi måler på det, at vi kan diskutere det politisk med hinanden. Det formål mener jeg er indfriet," sagde ministeren i et svar i folketingssalen og fortsatte:

"Om man bruger det, der ligger fra Danmarks Statistik, eller om man sætter et andet stempel på et andet sted fra, det synes jeg måske er en lidt mere akademisk diskussion."

Fakta om den nye børne-fattigdomsgrænse i København

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der er 5,5 procent fattige børn i København. Landsgennemsnittet er 4,7.

Københavns Kommune havde indtil 2019 en fattigdomsgrænse.

I 2020 havde Indre By i København den højeste disponible indkomst, mens Bispebjerg har det laveste.

Rockwoolfondens minimumsbudgetter er baseret på budgetmodellen, hvor der fastsættes et minimumsbudget, der består af forskellige forbrugsområder (fx udgifter til mad, beklædning, transport, kommunikation, bolig m.v.). Dvs. der opstilles et skøn for det minimum af udgifter en husstand af en given sammensætning forventes at have behov for til at opretholde en acceptabel levestandard. Hvis husstanden har en disponibel indkomst, der er lavere end minimumsbudgettet, anses husstanden som økonomisk fattig.

I Status på København opgøres udviklingen i fattigdom i København efter medianindkomstmetoden. Medianindkomstmetoden definerer økonomisk fattigdom som personer, der lever i en husstand med en disponibel ækvivaleret indkomst under 50 pct. af medianindkomsten for denne familietype.

Kilde: Københavns Kommune

Sidst opdateret: 13/06/2023 - 11:34

Emner: Københavns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]