
Små børn får i alt, alt for mange tilfælde ikke den opmærksomhed, som de fortjener i vuggestuer og i dagplejer. Det viser ny evaluering, som bør nærstuderes af alle ansvarlige, mener NB-Kommunes redaktør. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Kommentar: Wakeup call til kommunerne
Kommunernes dagtilbud til små børn er for ringe i alt, alt for mange tilfælde. Det fremgår med trist tydelighed af ny, omfattende evaluering. Den bør være obligatorisk læsning for børneudvalgs-formænd og dagtilbudsledere, mener NB-Kommunes redaktør.
Udgivet: 12/05/2023
Folkene bag den hidtil mest omfattende evaluering af kommunernes vuggestuer og dagplejer formulerer sig forsigtigt. Men de konstaterer, at i gennemsnit er kvaliteten i læringsmiljøet i fire ud af ti dagtilbud til de 0-2 årige "utilstrækkelig".
Oversat til hverdagssprog: Kommunerne sørger i alt, alt for mange tilfælde ikke for, at børn i begyndelsen af livet får tilstrækkelig meget omsorg, opmærksomhed og stimuli, når far eller mor har afleveret deres poder om morgenen.
Hvis man tager fløjlshandskerne af er budskabet i evalueringen 'Kvalitet i dagtilbud' til kommunerne:
I skal oppe jer med jeres tilsyn af dagtilbud.
I skal anstrenge jer mere for at rekruttere, fastholde og uddanne pædagoger og pædagogiske assistenter, så fagligheden er i top.
Den nye evaluering vækker allerede nu opmærksomhed i Folketinget, hvor blandt andre SF og Enhedslisten har fået travlt med at kalde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd. Og ministeren selv har skrevet et brev til kommunerne og indskærpet dem deres ansvar for dagtilbuddene.
Forældrene og deres organisationer lægger både nu og som altid pres på kommunerne. For her er forventningerne til institutions-hverdagen for de elskede poder meget store. Og hvem kan være uenig i, at netop små børn - af alle - fortjener den bedste af den bedste velfærd?
Normeringer og kvalitet følges ikke tæt ad
Kommunerne forsøger i vidt omfang at leve op til Folketingets krav om, at de skal have indført minimumsnormeringer fra og med 1. januar 2024. Det vil for de små børn i vuggestue betyde, at der i gennemsnit højst må være tre børn pr. voksen. Et mål, som kommunerne i gennemsnit er tæt på at have opfyldt.
Og her kommer evalueringen ind i billedet med en for kommunerne interessant oplysning: Der er tilsyneladende ingen snæver sammenhæng mellem kvaliteten i dagtilbuddene og så deres normeringer. Eller som Dina Madsen, som er chef for afdelingen for dagtilbud ved Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), siger:
"Vi finder ingen statistisk sammenhæng mellem normeringer og kvalitet, og det kan skyldes, at normeringerne ikke varierer særligt meget."
Bunden opgave
Hvis ikke det er antallet af voksne, som virkelig batter i forhold til at give små børn den bedste offentlige omsorg, hvad er det så?
Ja, her giver evalueringen nogle bud. Det handler blandt andet om fagligheden hos personalet, understøttelse af børns leg og noget så håndgribeligt som, at der er nok legetøj. Over otte sider i 'Kvalitet i dagtilbud' får kommunerne således det ene råd efter det andet. Og det er langt fra dem alle, som er udgiftskrævende.
Kommunerne står nu med en bunden opgave:
En tilsvarende evaluering om f.eks. fem år skal vise markant mere positive resultater. Alternativet vil være en reaktion fra Folketinget og forældre, som bliver meget mere voldsom end som nu et brev fra ministeren til kommunerne med en løftet pegefinger.
Klik her for at se alt om evalueringenSidst opdateret: 13/06/2023 - 00:34
Temaer: Debat
Emner: Minimumsnormeringer, Børnehaver, Vuggestuer, Dagtilbud







































