Efter at have skimmet socialområdet for kan-opgaver, er Nyborg Kommune nu klar med en plan for, hvordan de kan have nulvækst på det specialiserede socialområde.

Efter at have skimmet socialområdet for kan-opgaver, er Nyborg Kommune nu klar med en plan for, hvordan de kan have nulvækst på det specialiserede socialområde. - Foto: PR-Foto Nyborg

Nulvækst i Nyborg: Kommunen fremlægger handleplan

Nyborg Kommune har fremlagt 15 forslag til, hvordan kommunen vil sikre nulvækst på det specialiserede socialområde. Hvis ambitionen skal lykkes, skal kommunen finde omkring 30 millioner kroner.

Udgivet: 28/04/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Nyborg Kommune har nu fremlagt en konkret plan for nulvæksten på det specialiserede socialområde.

I forbindelse med budgetaftalen for 2023 besluttede politikerne i Nyborg, at kommunen skulle have en nulvækst på det specialiserede socialområde. Det skriver NB-Social.

Flere fynske kommuner kæmper ligesom resten af landet med udgifterne til det specialiserede socialområde. Fra regnskab 2020 til 2021 steg udgifterne på det specialiserede socialområde i gennemsnit med 5,7 procent på Fyn.

I Nyborg Kommune var stigningen på 6 procent, da der var en stigning på 17,561 millioner kroner fra 2020 til 2021. Samtidigt forventer kommunen en stigning i 2023 og frem på 10 procent, hvilket svarer til et sted mellem 25 og 30 millioner kroner.

Det betyder, at kommunen er på jagt efter 30 millioner kroner, hvis den skal lykkes med at have nulvækst på det specialiserede socialområde.

Kommunen har gennem længere tid gennemgået sine kan-opgaver på det specialiserede socialområde - altså opgaver man kan - men ikke skal løse. Onsdag den 26. april godkendte kommune så en handleplan på 15 initiativer.

"Der er ikke noget, der er let at skære væk, da det altid vil ramme de brugere, der har været af tilbuddet. Vi har foreslået enkelte kan-opgaver, der forventes, at kunne undværes eller løses i anden form og har været ekstra velfærd, men dermed ikke sagt, at de ikke har gjort en væsentlig forskel for brugerne, for det har helt sikkert gjort en forskel for mange mennesker," siger socialchef i Nyborg Kommune, Vickie Kramer.

Hun understreger, at planen ikke er godkendt i byrådet endnu, hvilket betyder, at der stadig kan ske ændringer.

"Ved gennemgang af vores kan-opgaver har vi haft et skarpt fokus på, at ændringer eller lukninger ikke må være udgiftsdrivende, da det er en risiko ved eksempelvis lukning af ikke-visiterede tilbud. Vi har ikke fundet et stort katalog af kan-opgaver, der kan skæres væk."

Nyborg vil finde millioner ved at gennemgå kontrakter

Planen finder 4 millioner i 2023, der stiger til 7,2 millioner kroner årligt i 2024. Dykker man ned i forslagene, kan man se, at kommunen forventer at kunne frigøre mange midler ved at gennemgå kontakterne og ydelser på børne- og voksenområdet. Det betegner kommunen som en teknisk tilretning uden ændring af serviceniveauet.

Nærmere bestemt regner man på de to poster med at kunne finde samlet 4 millioner i 2024. Det kræver, at kommunen ansætter en kontaktforhandler - det bliver dog finansieret ved de midler, der bliver frigjort ved at gennemgå kontrakter.

Ifølge Vickie Kramer trækker Nyborg Kommune her på erfaringer fra andre kommuner. En af de kommuner, der har gode erfaringer med en kontaktforhandler er Faaborg-Midtfyn. Det er derfor et ud af seks gode råd til bedre økonomistyring, som kommunen er kommet med.

Et andet større punkt i planen er punkt fire - hvor man ikke ansætter to jobmentorer, som kommunen ellers havde planlagt i forbindelse med budgettet for 2023. Her finder kommunen en million.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Flere besparelser på vej

Selvom Nyborg Kommune er kommet med 15 forslag, er der dog stadig et godt stykke vej op til de 30 millioner.

Derfor har Social- og Handicapudvalget i Nyborg Kommune godkendt, at der iværksættes en fase to. Her er ambitionen at finde flere forslag, som skal sikre nulvæksten. Derfor skal der laves en analyse af det specialiserede socialområde inklusiv hjælpemidler.

"Jeg tror bestemt, at fase to bliver sværere, da vi som administration har haft vanskeligt ved at finde besparelser, der ikke vil kunne være udgiftsdrivende på sigt, og det fokus er vi nødt til at blive ved med at have, så vi ikke laver gæld til fremtiden," siger Vickie Kramer.

Ifølge kommissoriet kan analysen blandt andet afdække:

- Om udgifterne kan minimeres ved at justere arbejdsgange og procedurer på myndighedsområderne - børn og voksne - for at minimere køb af pladser og ydelser ud af kommunen.

- Om visitationsprocesser sikrer, at der visiteres i henhold til kommunens politisk fastsatte serviceniveau og ikke yderligere.

- Om der er fastsat tilstrækkelige retningslinjer for visitering af borgere, så det sikres, at kun borgere med det påkrævede behov tildeles ydelser.

- Om den konkrete udmøntning af BUM modellen, herunder udmåling af hjælp i pakker, arbejdsgange mellem myndighed og drift samt ressourcetildelingsmodellerne, er faglig og ressourcemæssig fordelagtig.

- Om der kan opnås et mindreforbrug ved at styrke arbejde med de forebyggende indsatser.

- Om der bevilges ydelser ud over gældende lovkrav og om der kan hentes besparelse ved ændringer i serviceniveauerne.

- Om de tildelte midler udnyttes effektivt på egne tilbud.

- Om der anbefales revisitation generelt eller på udvalgte områder.

Sidst opdateret: 28/04/2023 - 08:27

Emner: Nyborg Kommune, Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]