Der kan være et mørketal, når det gælder omfanget af ulovlig snagen i borgeres personoplysninger i Viborg Kommune. Her ses kommunens rådhus.

Der kan være et mørketal, når det gælder omfanget af ulovlig snagen i borgeres personoplysninger i Viborg Kommune. Her ses kommunens rådhus. - Foto: Viborg Kommune

Stikprøve afslørede kommunalt ansattes snagen

Det var en stikprøve, der afslørede medarbejdere i Viborg Kommune i at snage i borgeres personoplysninger, og snageriet kan være mere udbredt end som så. Og det rejser et spørgsmål i alle kommuner: Hvor meget kontrol har man med ansattes færden i de interne systemer?

Udgivet: 27/04/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Det var en stikprøve blandt ansatte i Viborg Kommune, der som tidligere omtalt i NB-Kommune har ført til, at to medarbejdere er bortvist og to har fået en advarsel. I stikprøven blev nogle få medarbejderes færden i de kommunale it-systemer tjekket. Direktør i kommunen kan ikke udelukke, at de formastelige har snaget i flere år. Og der kan være flere medarbejdere end de fire, der har kigget uretmæssigt på personoplysninger.

Det oplyser Viborg Stifts Folkeblad.

Ved stikprøvekontrollen i Viborg blev kommunen opmærksom på fem medarbejderes færdsel i de interne systemer. En af de fem viste sig at være uskyldig. Men i 477 tilfælde er der blevet snaget uretmæssigt, hvilket de berørte borgere har fået besked om. Det gælder blandt andre som omtalt i NB-Kommune Konservatives formand Søren Pape Poulsen og viceborgmesteren i Viborg Mads Panny (S).

Om stikprøvekontrollen forklarer Klaus Christiansen, der er direktør for økonomi og personale hos Viborg Kommune, at der foretages stikprøver mindst hver sjette måned. Det passer med, at loggen - oversigten - over medarbejdernes søgninger kan gå netop seks måneder tilbage.

Det betyder ifølge Viborg Stifts Folkeblad betyde, at de fire medarbejdere kan have langt flere sager på samvittigheden end de 477, der hidtil har været nævnt, med mindre de tilfældigvis først begyndte på deres snagen for netop et halvt år siden.

"Loggen går et halvt år tilbage, så jeg kan ikke garantere, at der ikke kan være mere," siger Klaus Christiansen til Viborg Stifts Folkeblad.

Alle borgere kan selv gå ind på deres sundhedsjournal og se, hvilket personale der har tilgået deres oplysninger. Men den adgang for borgere gælder ikke i det kommunale system SAPA (sags- og partsoverblik), som denne sag drejer sig om.

Til Viborg Stifts Folkeblad oplyser Klaus Christiansen, at der er omkring 500 kommunale medarbejdere med adgang til netop SAPA. Kun en brøkdel af disse kigges efter i sømmene, når der hvert halve år foretages stikprøver. Her udvælges nemlig blot 10-20 medarbejdere, hvis søgninger så gennemgås af deres nærmeste leder.

Dermed kan Klaus Christiansen heller ikke udelukke, at der kan være flere medarbejdere, der har snaget, end de fire, der gik i nettet ved seneste stikprøvekontrol.

Sidst opdateret: 27/04/2023 - 11:33

Emner: Digitalisering, Kriminalitet, Viborg Kommune, Borgerservice

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]