
Skolebørn i Lemvig Kommune skal måske til at møde kl. 7:30 som afledt effekt af en sparerunde. - Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix (arkiv)
Besparelser kan medføre, at skolebørn skal møde kl. 7:30
En sparerunde kan føre til, at en skole i Lemvig Kommune vil have skolebørn til at møde tidligere. Forælder mener, at det vil komme til koste børnene søvn, og at omlægningen giver forældrene mere bøvl.
Udgivet: 21/04/2023
Efter sommerferien skal skolebørn i vestjyske Bækmarksbro tidligere ud af fjerene end hidtil. De skal møde kl. 7:30 på den lokale Tangsø Skole, fordi de voksne efter alt at dømme beslutter det.
Den tidligere morgenstart kommer i kølvandet på en sparerunde, hvor skolestrukturen er ændret - og det samme er busplanerne. Det skriver DR.
For eleverne på Tangsø Skole i betyder det, at busbørnene er fremme allerede klokken 7.20. Derfor foreslår skolens ledelse at fremrykke skoledagen, så første time går i gang klokken 7.30. Indtil nu har mødetiden heddet klokken 8.15.
De tre kvarters tidligere mødetid kommer til at skabe udfordringer. Det forudser Jonas Munkholm Jensen, der er far til to drenge, som fremover må stille vækkeuret til klokken 5.40 for at kunne nå i skole til tiden.
"Det vil komme til at koste noget søvn for børnene. Vi kan jo ikke rykke alle fritidsinteresser og hele dagen tre kvarter," siger Jonas Munkholm Jensen til DR.
Han mener, at den tidligere mødetid gør hverdagen mere bøvlet.
"Når man vælger at bosætte sig på landet, skal man også acceptere, at der er noget mere kørsel og flere gener. Men det har vi i forvejen så rigeligt af. Vi har nået en grænse, hvor jeg ikke længere synes, det er fair," siger Jonas Munkholm Jensen til DR.
Tilstræbt undervisningstid fra kl. 8.00
Ifølge folkeskoleloven skal det tilstræbes, at undervisningen foregår mellem kl. 8.00 og 16.00.
Derfor er det ikke forkert at begynde skoledagen kl. 7.30, mener Ellen Mejdahl (V), der er kommunalpolitiker og medlem af familie- og kulturudvalget i Lemvig Kommune, som skolerne hører under.
"Der står ikke "skal", men "tilstræbes" (i folkeskoleloven, red.). Så jeg synes, det er okay, hvis det er dét, der skal til for at få det hele til at fungere," siger Ellen Mejdahl til DR.
De nye busplaner, der kan få betydning for mødetiderne på skolerne i Lemvig Kommune, har været i høring indtil fredag i sidste uge.
Planerne skal behandles politisk midt i maj.
Én anden skole i kommunen, Ramme Skole, bliver også påvirket at de nye bustider. Her lægger skolen op til at rykke mødetiden et kvarter, skriver DR.
Sidst opdateret: 21/04/2023 - 10:06
Emner: Lemvig Kommune







































