Flere kommunale aktører er ved at være godt trætte af socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Særlig tydeligt blev det med det ret usædvanlige brev til finans- og socialministeren, hvor toppen i Kommunernes Landsforening (KL) mere eller mindre bad socialministeren om at stoppe med at udstede løfter, hun ikke har tænkt sig at betale for.

"Vi har svært ved at se, at en sådan prioritering kan rummes inden for den økonomiske politik, regeringen har præsenteret i regeringsgrundlaget, og synes, at udtalelserne står i kontrast til den oplevelse, vi har haft ved de seneste økonomiforhandlinger."

KL skrev videre:

"Kommunerne oplever at stå alene med de styringsmæssige udfordringer på området. Når det kombineres med de serviceforventninger, der landspolitisk bygges op på området og den kritik, kommunerne møder af deres indsats fra såvel brugerorganisationer som politikere på Christiansborg, så stiller det kommunerne i en svær situation."

Sagt mere direkte: Politikerne på Christiansborg lader os i stikken og tør ikke stå på mål for politikken.

Det er ikke kun kommunalpolitikerne, der har det sådan. Man ser det også i Erik Kaastrup-Hansens debatindlæg. Kaastrup-Hansen er næstformand i Kommunale Velfærdschefer og direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Her efterlyste han en forventningsafstemning - frem for gyldne løfter:

"Skal vi lykkes med at skabe bedre kvalitet og større tillid på socialområdet, er der behov for, at Christiansborg bidrager til at afstemme forventninger mellem borgere og velfærdssamfund. Der er brug for modige politikere, som tør være tydelige om, hvad man nu og i fremtiden kan forvente af servicen i kommunerne."

Med andre ord: Velfærdscheferne vil have politikere, der stopper med at tale velfærden op, og begynder at tegne et mere realistisk billede af, hvad borgerne kan forvente. For det er dem, der tager skraldet.

Ministeren taler velfærden ned

Problemet for ministeren er, at kommunerne gennem en årrække nu har forsøgt at gøre opmærksom på, hvor pressede de er på det specialiserede socialområde, uden at skiftende regeringer har givet dem en krone.

Når socialministeren så taler om guldstandarder, behovet for et velfærdssamfund til borgere med handicap samt at borger med handicap er stavnsbundet, så bliver melodierne hurtigt lidt falske.

Og det er faktisk problemets kerne. For ministeren laver to fejl.

Den ene er, at hun taler forventningerne på socialområdet op, selvom hun selv har været en del af en regering, der ikke har prioriteret området.

Men det andet problem er, at hun har rejst en ret voldsom kritik af, hvordan socialområdet fungerer i dag. Med sin retorik taler hun nærmest velfærdssamfundet ned under gulvbrædderne.

Særlig tydeligt blev det i interviewet med Avisen Danmark, hvor ministeren direkte sagde:

"Jeg tror, at de fleste mennesker vil blive rystet i deres grundvold i oplevelsen af, hvordan det i dag er på socialområdet i forhold til de andre store velfærdsområder. Og de fleste mennesker bruger det jo aldrig. Så de ved det ikke, og derfor bliver melodien om det fantastiske velfærdssamfund sunget."

Det er en ret vild retorik - og det er ikke første gang, ministeren kommer ud med så hård en kritik af socialområdet.

Onde tunger vil måske være fristet til at påpege, det kan klinge lidt hult, når man tænker på, at Pernille Rosenkrantz-Theil gennem hele sit politiske virke ofte har beskæftiget sig med de velfærdspolitiske områder - både som minister, ordfører og frontfigur i Enhedslisten.

Særligt siden 2019 har hun haft et stort medansvar som minister. Så hvis velfærdssamfundet sejler, må det jo også være hendes skyld.

Det vil sige, at den kritik ministeren rejser, også rammer hende selv som en boomerang.

Penge til kommunerne kan give bagslag

Spørgsmålet er også, hvordan vi kommer videre herfra. For hvis socialområdet er rystende dårligt, hvor mange penge er så nok til at løfte niveauet til mere tålelige forhold?

Det sætter også et stort pres på ministerens eget prestigeprojekt: Specialeplanen. For det må da kræve noget af en masterplan, hvis man skal skabe orden i det kaos, som åbenbart kendetegner socialområdet.

Men som det er nu, er det værste scenarie for kommunerne nok nærmere, at ministeren kommer med et eller andet vilkårligt trecifret millionbeløb, som hun hele tiden vil kunne henvise til, mens hun giver kommunerne skylden for socialområdets tilstand.

For i vælgernes ører lyder det formentligt af meget, men på socialområdet er det småpenge, der hurtigt vil blive spist. Husk på, opdriften på det specialiserede socialområde ifølge KL's egne tal er på 1,6 milliarder årligt.

I den situation vil det faktisk næsten være bedre for kommunerne ikke at få noget, da ministeren igen og igen vil kunne skælde kommunerne ud, da de har fået pengene til at løse opgaven. Det samme gælder organisationerne.

Så ville det være bedre for kommunerne, hvis ministeren enten skruede ned for retorikken eller åbnede gevaldigt op for statskassen. Som det ser ud lige nu, er ingen af de to muligheder dog særlig sandsynlige.